Det danske køkken tiltrækker rige russere

(Foto: Colourbox)
Russiske turister ferierer i stigende grad i Danmark. På et år er antallet af overnatninger steget 22 pct., og det er bl.a. det høje gastronomiske niveau, de kommer for.
Hvis man befinder sig i nærheden en af Købehavns ni michhelinstjernerestauranter, skal man ikke blive overrasket, hvis man pludselig hører russisk tungemål. Nu er det nemlig ikke længere kun rige amerikanere, europæere, arabere og japanere, der kan finde på at tage en weekend ud af kalenderen og spendere et betydeligt pengebeløb på at rejse efter et restaurantbesøg. Den vane er velhavende russere også begyndt at tillægge sig. Men det er selvfølgelig langt fra den slags high end turister, der er flest af. Fra juli 2010 til juni 2011 blev der registeret ikke færre end 70.714 russiske overnatninger, hvilket er en stigning på 22 procent i forhold til året før, viser tal fra VisitDenmark.
”Vi prioriterer Rusland højt i vores markedsføring, og derfor er vi også med på et eksportfremmende statsbesøg den 6. september til Moskva og Skt. Petersborg, hvor køkkenchefen fra AOC, Ronnie Emborg skal give prøver på den nordiske køkkenkunst, ” fortæller chef for nye markeder i VisitDenmark, Thomas Kastrup.
60 mio. russiske turister på spring
Han mener, det er vigtigt at lægge en målrettet markedsføringsindsats i Rusland, fordi det er et marked med et stort vækstpotentiale. Den russiske middelklasse udgør nemlig 40 pct. eller ca. 60 millioner mennesker, og russiske turister lægger traditionelt mange penge på deres besøg.
”I vores markedsrating, som er en såkaldt potentialevurdering, ligger Rusland lige nu på en 19. plads over de nationaliteter, der besøger Danmark, men for bare to år siden lå landet på en 26. plads, og ifølge vores forventninger vil placeringen på sigt blive endnu bedre,” vurderer Thomas Kastrup.
En anden årsag til det russiske turistboom er, at Rusland faktisk kun ligger et par timer fra Danmark i fly. Det giver en voldsom trafik til København, som er Russernes foretrukne destination i Danmark.
”Ca. 75 procent udgør skandinaviske rundrejser med besøg i København. I hovedstaden kan de nemlig få det hele: Verdens bedste restaurant, kulturhistorie, vand, design og overskuelighed. Vores fremtidige strategi er også at sælge andre danske destinationer ind, når de russiske turister begynder at blive længere,” siger Thomas Kastrup.
Læs også 140 mio. russere skal til at spise dansk rugbrød
Læs også Æggeblomme med brændt brød og ørredrogn på russisk