Det økologiske Danmarkskort er skævt

26. aug 2011 kl. 12:01 af Thomas Hovgaard

Hvis man tegner et økologisk landkort over Danmark, vil man se, at det er præget af stor regional ulighed.

Kilde: FDB Analyse

Hver gang en fynbo bruger 100 kroner på økologi, bruger en københavner 253 kroner og en nordsjællænder 221 kroner, mens man i bunden af listen finder sønderjyderne, som i gennemsnit kun hiver 70 kroner op af lommen. Det viser en opgørelse fra FDB Analyse på baggrund af salgstal fra SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Kvickly, Fakta og Irma.

”Det er ikke overraskende, at man finder de, der bruger flest penge på økologi i hhv. København og Nordsjælland, for her bor der traditionelt mange højtuddannede og højtlønnede. Og vi ved fra tidligere undersøgelser, at jo mere viden folk har, des mere økologi køber de,” siger teamleder for Økologi i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.

Læs også: Jo mere viden, des mere økologi

Dog studser hun over, hvor få penge specielt sønderjyderne og nordjyderne trods alt vælger at bruge på økologi. 

”Udkantsområderne hænger gevaldigt i bremsen her, og det viser bare, at økologi i stor udstrækning stadig er et kulturelt fænomen, og at der skal sættes massivt ind i provinsen, hvis vi skal have flere danskere til at købe mere økologi,” sige Kirsten Lund Jensen.

Jyder går ikke all in
FDB har også bedt folk om at angive, hvilke økologiske varer de putter først i indkøbskurven, og det er der kommet en interessant top ti liste ud af. Hele befolkningen vælger uden undtagelse mejeriprodukter først, når de køber økologisk. Andenpladsen indtages af grøntsager, og på tredje- og fjerdepladsen er der lidt uenighed om hhv. frugt og brød og mel. Til gengæld er der markante afvigelser på femtepladsen, hvor københavnerne og nordsjællændere er de eneste, der har fersk kød. Og den placering bekræfter skævheden på det økologiske Danmarkskort, mener FDB’s analysechef Lars Aarup, som er ansvarlig for tallene.

”Til sammenligning har sønderjyder, vestjyder og nordjyder fersk kød på tiendepladsen, og de bruger samtidig færrest penge på økologi. Kød er nemlig en god indikator for, hvor langt man er inde i økologien. De, som køber økologisk kød, er gået all in, hvilket ikke gælder for særlig mange jyder,” siger Lars Aarup.

Konstant på tilbud
Men det er ikke, fordi forbrugere i udkantsområderne ikke har adgang til et bredt udvalg af økologiske varer.

”I de mindre byer findes der ofte enten en Dagli´brugsen eller en SuperBrugsen, og i de butikker er økologiske varer stærkt repræsenteret. Vi ved, at det tager tid, før tendensen fra de større byer rammer udkantsområderne, men vi fører til gengæld mange kampagner derude både i butikker og i tilbudsaviser, og vi har konstant økologiske varer på tilbud,” siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Læs også: Seks ud af ti er til økologi

Seneste nyt