Danske forskere vil stoppe spredning af antibiotikaresistens

(Foto: Colourbox)
29. aug 2011 kl. 13:03 af Thomas Hovgaard

To nye forskningsprojekter ved DTU skal kortlægge forekomsten og spredningen af resistensgener i bakteriepopulationer i landbruget, i naturen og i hospitalspatienter.

Dødeligheden for infektionssygdomme er opadgående alle steder i verden, og det skyldes hovedsageligt, at stadigt flere bakterier bliver resistente mod de kendte former for antibiotika, men det vil forskere på DTU med to nye projekter forsøge at lave om på.

”På den ene side er antibiotika et utroligt effektivt lægemiddel, der er i stand til i løbet af et døgn eller to, at dræbe sygdomsfremkaldende bakterier og dermed effektivt slå en infektion ned. Men på den anden side, så viser alle undersøgelser, at jo mere antibiotika vi bruger, jo større er risikoen for at bakterierne bliver resistente, og så bliver behandling med antibiotika nyttesløst, ” siger professor Morten Sommer, DTU Systembiologi.

Derfor mener han, at det er meget vigtigt at finde den rigtige balance og finde ud af præcis, hvornår, hvor og hvordan antibiotika skal bruges, og ikke mindst hvornår det ikke skal bruges.

”Ellers risikerer vi at stå i en situation, hvor vi ikke har nogen behandlingsmuligheder tilbage for en lang række livstruende sygdomme,” siger professor Morten Sommer, DTU Systembiologi.

Invasion af mikroorganismer
Forskerne på DTU Systembiologi skal i de kommende tre år kortlægge den samlede pulje af resistensgener i forskellige miljøer såsom i landbrugsdyr (køer, grise, kyllinger), i jordprøver fra naturen, samt i prøver med sygdomsfremkaldende bakterier fra hospitaler og finansieret af Lundbeck Fonden.

”Det spændende bliver at se, hvor meget de enkelte gener overlapper i de forskellige miljøer og dermed hvor ofte der sker en udveksling af resistensgener. For det siger noget om, hvorvidt f.eks. gener fra landbruget kan være skyld i resistens hos mennesker. Hvis vi forstår hvordan spredningen af resistens sker, kan vi bedre gå ind og bryde denne kæde”, forklarer Morten Sommer.

Et andet, men beslægtet, projekt i Morten Sommers laboratorium går ud på at undersøge, hvad der egentlig sker i kroppen under kraftig antibiotikabehandling. Et område, som indtil videre ikke har været undersøgt.

”Spørgsmålet er derfor, om vi som følge af gentagne antibiotikabehandlinger kan opformere resistens, således at vi opbygger et helt reservoir af forskellige resistensgener, som så kan gives videre til sygdomsfremkaldende mikroorganismer, der invaderer os,” siger Morten Sommer.

Læs hele historien: Ny forskning skal stoppe spredning af antibiotikaresistens

Seneste nyt