Italienske landbrug mister milliarder på økomafiaen

Den italienske økomafia tjener tykt på de italienske landbrug.
(Foto: Colourbox)
Landbrugsorganisation Coldiretti skønner, at mafiaen tjener mindst 7,5 milliarder euro om året på de italienske landmænd. Og der kan ske ulykker, hvis mafiaen bliver trodset.
Den italienske mafia forbindes typisk med gambling, kvinder og narkotika, men der er tilsyneladende også penge i mejetærskere. For den såkaldte økomafia tjener mindst 7,5 mia. euro, hvilket svarer til knap 56 mia. kroner om året på tyveri af landbrugsudstyr, ulovlig prisdannelse og beskyttelsespenge. Det viser en rapport udgivet af den italienske landbrugsorganisation Coldiretti og økologiorganisationen AIAB.
Ifølge den danske statskonsulent i Rom, Søren Skafte stjæles der hvert år omkring 100.000 husdyr fra de italienske bedrifter. Landmændene kan godt få deres dyr tilbage, hvis de altså er forberedte på at betale en passende ”afgift”. Det samme gælder, når mafiaen stjæler traktorer, vandingsanlæg og andet udstyr. Mafiaens indblanding betyder også højere priser på fødevarer, fordi ulovlige karteller holder priserne kunstigt oppe.
”Hvis man går på et marked i Syditalien, så kan man godt undre sig over, at 30 grønthandlere tager den samme pris for et kilo tomater. Organiserede kriminelle sørger for, at der ikke er konkurrence på priserne, og de får selvfølgelig en bid af kagen. Desuden er beskyttelsespenge en helt naturlig del af hverdagen. Hvis ikke landmænd og forretningsdrivende betaler, jamen så er der risiko for ulykker,” siger Søren Skafte.
Ny åbenhed omkring mafiaen
Mafiaens aktiviteter presser priserne på fødevarer i vejret, og ifølge rapporten fra landbrugsorganisationerne stiger priserne op til fire gange fra jord til bord. Det går ud over både forbrugerne og landmændene, og er ifølge Søren Skafte noget, den italienske stat og landbrugsorganisationerne tager meget alvorligt, da det har konsekvenser for den nationale økonomi.
"Vi kan ikke acceptere, at en fødevaresektor, der lever af fødevaresikkerhed og bæredygtig miljøadfærd, er offer for kriminelle mafiaorganisationer, der undergraver erhvervets indsats og som samtidig truer borgernes økonomiske og sundhedsmæssige sikkerhed,” skriver landbrugsorganisationen Coldiretti i rapporten.
Søren Skafte fortæller, at kampen mod økomafiaen er intensiveret i løbet af de otte år, han har været statskonsulent. Der er nedsat særlige enheder i politiet til at bekæmpe landbrugskriminaliteten.
”Da jeg startede som statskonsulent, der snakkede man ikke så højt om den slags. Men nu ser man dagligt razziaer, hvor mafiafolk anholdes, og ejendomme konfiskeres. Der er en anden åbenhed omkring organiseret kriminalitet end tidligere,” siger Søren Skafte.
Læs også:
Mafia presser prisen
Forbrydere med fingrene i jorden