Flæsk fra et godt parti

Vi fik masser af valgflæsk i 2011 - både fra politikerne og på tallerkenenVi fik masser af valgflæsk i 2011 - både fra politikerne og på tallerkenen (Foto: Danish Crown)
16. sep 2011 kl. 15:04 af Simon Cantor

Både valgdeltagelsen og flæskeindtagelsen var høj ved årets folketingsvalg. Faktisk så høj, at Danish Crown melder, at salget af flæsk er 70 pct. højere end sidste år.

Det boblede og sydede på Christiansborg i går aftes, men det gjorde det også på panderne i de danske køkkener. Sprødstegt valgflæsk var på menuen i rigtig mange hjem rundt om i landet, og i løbet af de sidste to uger har Danish Crown solgt 1,2 millioner skiver flæsk. Det er over en halv million mere end samme periode sidste år.

”Danskerne tager valgflæsk bogstaveligt, og det har betydet travlhed for vores slagtere. Vi har heldigvis været godt forberedt og udover de 1,2 millioner skiver flæsk, så har vi sendt en stor mængde svinebryst ud til detailhandlernes egne slagtere,” siger salgschef hos Danish Crown Torben Pedersen.

Indspark til valgkampen
Der er noget særligt ved den klassiske ret med kartofler og persillesauce på en valgaften, og derfor var de hos Danish Crown også klar med en minikampagne til folketingsvalget.

”Lige siden valget blev udskrevet, har vi sat ”Flæsk fra et godt parti”-etiketter på det skiveskårne flæsk. Det er vores lille indspark til valgkampen,” griner Torben Pedersen.

Selvom både Danish Crown og landets supermarkeder var presset i bund af flæsketrængende valgentusiaster, så er han tilfreds med forløbet.

”Vi var i stand til levere og på selve valgdagen kørte vi ud med ekstra leveringer i hele landet. Og jeg kan love dig for, at vi er klar igen ved næste valg,” siger salgschefen.

Hvis du ikke har fået valgflæsk nok, kan du se opskriften på stegt flæsk med persillesovs her.

Seneste nyt