Fyldte ordrebøger og store planer

Det danske eksportfremstød til Rusland har været en ubetinget succes, melder deltagerne.
(Foto: Indius Pedersen, Jutland Press)
Der var høje forventninger til det netop overståede erhvervsfremstød i Rusland. Men forventningerne ser ud til at være blevet indfriet. Virksomhederne melder, som det vil fremgå herunder, om fyldte ordrebøger og gode kontakter til fremtiden.
Fødevarer og agroindustrielle produkter udgør i forvejen en tredjedel af Danmarks eksport til Rusland, og adm. direktør i Landbrug & Fødevarer Carl Aage Dahl har formodninger om, at eksporten kan blive endnu større efter et ugelangt eksportfremstød i Rusland, der på alle måder har været en succes.
”Flere virksomheder har lukket vigtige aftaler med russiske virksomheder. Kontakter med nye kunder er etableret, og den vigtige kontakt til de russiske myndigheder og til det politiske niveau er markant styrket efter besøgene i Moskva og Skt. Petersborg. I mange år fremover vil de købestærke russere efterspørge danske fødevarer, teknologi og knowhow. Vi skal udnytte det positive politiske momentum, der lige nu er i Rusland til at udbygge vores markedsadgang. Det kan vi bl.a. gøre ved at tilskynde de danske virksomheder til at tænke forretning sammen. De skal kunne levere 'full size'-anlæg, for russerne foretrækker helt klart at handle med én enkelt leverandør. Vi har en vindersag her, for netop evnen til at samarbejde er en af danske virksomheders styrke," siger direktøren.
Også de deltagende virksomheder har været tilfredse:
Egebjerg International
Virksomheden Egebjerg International fik i Moskva underskrevet en leveringskontrakt til 2,9 mio. euro. Aftalen omfatter leverance af fordringsudstyr til svinestalde. Anlægget skal leveres til Tambovskiregionen ca. 500 km syd for Moskva. Det er anden gang Egebjerg International tegner kontrakt med firmaet, der sælger direkte til Rus Agro, der er en af Ruslands allerstørste kombinerede virksomheder, der har hele kæden; både svineproduktion, foderdyrkning og slagteri.
”Vi har tre store indtryk med hjem fra rejsen til Rusland. For det første var det en ære at mødes med kongehuset. For det andet fik vi opbygget et helt nyt netværk blandt danske erhvervsledere både inden for agroindustri og inden for finansiering. Helt konkret mødte vi en dansk virksomhed, som vi nu skal være underleverandør til. Det er helt utroligt, at man skal til Skt. Petersborg, for at det sker. Endelig har vi mødt en række vigtige potentielle kunder. Nogle af disse mennesker er rejst 2-3000 kilometer for at komme til B2B-seminarerne. De kommer, fordi de virkelig ønsker at gøre forretning. Vi har både fået kontakter, der ønsker at bygge selv og vi har mødt virksomheder, der ønsker at forhandle vores produkter i Rusland,” fortæller direktør Niels Gundersen.
Cimbria Unigrain
Cimbria Unigrain fik for en måned siden kontrakt på at bygge det største produktionsanlæg til produktion af såsæd i Rusland. Kontrakten er indgået med Agrosila Group i Tatarstan. Det nye anlæg bliver det hidtil største af sin art i Rusland. Det får en kapacitet på 40 tons såsæd per time og en lagerkapacitet på 40.000 tons.
Selvom Cimbria Unigrain har været på det russiske marked i 30 år og derfor er meget erfarne på det russiske marked, har virksomheden valgt at deltage i den danske erhvervsdelegation i både Moskva og i Skt. Petersborg. ”Det er meget vigtigt for os, at udbygge og dyrke vores kontaktnetværk i Rusland og kontinuerligt arbejde på at vedligeholde vore gode politiske kontakter,” siger salgschef Arne Jensen. Cimbria Unigrain er verdens førende producent af udstyr til såsædsanlæg. Kontrakten med Agrosila Group er på 50 mio. kroner.
Kohberg
Kohberg formåede allerede på første dag under erhvervsfremstødet at få to aftaler i hus med russiske kæder.
Claus Mørkøre Andersen fra Kohberg fortæller:
”Vores succeskriterium var at få et førstehåndsindtryk af det russiske marked. Vi kan se, at det ikke adskiller sig fra det danske, og det er meget glædeligt, for så er der basis for alle de niveauer, vi har i vores produktserie. At vi så allerede på den første dag indenfor et par timer kom i kontakt med kunder og fik lukket aftaler er helt fantastisk”. Kohberg indgik onsdag aftale med en stor russisk hotelkæde om leverance af wienerbrød og med en cash & carry-kæde om leverance af det klassiske Herkulesrugbrød.
”Vores succeskriterier er mere end opfyldt,” siger Claus Mørkøre Andersen.
Karamel Kompagniet
Anna Niberg-Zehngraff fra Karamel Kompagniet fortæller:
”Vores mål var ikke at komme hjem med en ordre. Vi var i Rusland for at finde ud af, hvad russerne synes om vores karameller. Kan de lide smagen? Kan de lide indpakningen? Betyder vores virksomhedshistorie noget for dem? Det, jeg har oplevet i Moskva og Skt. Petersborg, fortæller mig, at en god historie er en god historie overalt i verden. Russerne kan godt relatere til historien om en lille familiedrevet virksomhed, der ligger på en mindre ø i Danmark. Der har helt klart været interesse for vores produkt. Flere har spurgt, om vi allerede er i Rusland, eller om vi har en russisk distributør, så de kunne købe karamellerne derigennem”.
Anna Niberg-Zehngraff spildte ikke et sekund af tiden i Rusland. I Moskva studerede hun priser på sammenlignelige produkter i de russiske stormagasiner.
”Priserne i Moskva ligger højere, end vi er vant til. Det vi plejer at give 110-140 kr. for koster 200 kr. i Rusland. Men det gør ikke noget. Vores produkt er et højkvalitetsprodukt. Det må gerne være superdyrt, for vi skal ikke vokse hurtigere, end vores familie kan følge med,” slutter Anna Niberg-Zehngraff, der i Rusland var på sit første erhvervsfremstød.
Læs også Æggeblomme med brændt brød og ørredrogn på russisk