Amerikansk militær skal køre på biobrændstof

Præsident Obama er parat til at statsstøtte amerikansk biogas med en halv mia. dollars
(Foto: Colourbox)
Det amerikanske militærs behov for brændstof og den generelle jobmangel har fået USA til at statsstøtte udviklingen af avanceret biobrændstof.
Når amerikanske jægersoldater i fremtiden farer hen over himlen i deres jagerfly, bliver det efter alt at dømme med biobrændstof i tanken.
”16. august besluttede de amerikanske ministre for henholdsvis landbrug, energi og flåden at øremærke 510 mio. dollar til at fremme privat forskning og infrastruktur inden for avanceret biobrændstof. Det kan de, fordi præsidenten ifølge ”The Defense Production Act” fra 1950 kan gribe ind i procedurerne, når der er et militært incitament,” siger den danske statskonsulent i USA Steen Steensen.
Mere sikkerhed og flere jobs
Han mener, der er to tungtvejende argumenter for den føderale indblanden.
”For det første er der et sikkerhedsmæssigt hensyn. USA er afhængig af fossile brændstoffer udefra, og selvforsyning i forbindelse med brændstof til militært maskinel er derfor en klar ambition,” forklarer Steen Steensen.
Det andet argument, der ikke mindst vejer politisk tungt i denne sag, er jobs. Den høje arbejdsløshed er en af de største udfordringer for både præsidenten og kongressen, som næste års valg nærmer sig.
”Et initiativ af denne karakter vil kunne skabe arbejdspladser i nogle af USAs landbrugsstater, hvor krisen kradser allerhårdest. Militærpersonel kommer i overvejende grad fra landdistrikterne, og der skal indtænkes jobplaner for hjemsendt personel fra bl.a. Irak og Afghanistan. Energiministeriet har allerede selvstændigt givet bevillinger til Illinois, North Carolina og Wisconsin i forbindelse med oprettelsen af nye biobrændselsanlæg, der også støttes fra statslig side,” siger Steen Steensen.
Må ikke påvirke fødevarepriser
Ifølge ham er det dog bemærkelsesværdigt, at miljøhensyn åbenbart ikke har været med til at udløse oprettelsen af puljen. Det er tanken, at der skal skabes en langsigtsindsats for biobrændstof af den særlige avancerede type. Hverken produkt eller facilliter findes endnu, men ambitionen er, at den føderale støtte skal muliggøre produktionen og udviklingen af biobrændstoffer til især militært brug.
”I flere sammenhænge i energidebatten fremhæves det, at etablering af et konkurrencedygtigt og effektivt bioenergimarked ganske vist ikke må gå ud over de i forvejen høje fødevarepriser, og det er da også indskrevet i den pågældende aftale. Derimod står der intet om, hvordan man skal undgå en sådan udvikling,” siger Steen Steensen.