Danskerne ser sort på økonomien

Det er ikke hos forbrugerne, man skal lægge sin håb for økonomisk vækstDet er ikke hos forbrugerne, man skal lægge sin håb for økonomisk vækst (Foto: Colourbox)
22. sep 2011 kl. 12:24 af Thomas Hovgaard

De danske forbrugere har ifølge nye tal tænkt sig at holde på deres penge, og det er ikke godt for dansk økonomi. I stedet bør der satses mere på at stimulere eksporterhvervene, mener cheføkonom.

Det er ikke meget, der tyder på, at det bliver privatforbruget, der skal redde Danmark ud af krisen og sætte gang i ny jobskabende vækst. Nye tal fra Danmarks Statistik viser nemlig negative tal for forbrugertillidsindikatoren for september måned. Således faldt forbrugertillids indikatoren fra -2,2 i august til -3,6 i september. De seneste tre måneder har forbrugertilliden samlet set ligget på -2,1. Forbrugernes tilbageholdenhed og Danmarks generelle økonomiske situation er derfor ikke ligefrem lovende udsigter.

”Med de dystre forbrugertillidsudsigter må man forvente, at forbrugerne hellere vil betale af på gælden end at forbruge. Får forbrugerne flere penge i hånden, vil de hellere betale af på deres kassekredit end at købe dyrt tøj og spise på restaurant, men også lysten til at anskaffe sig større goder er svag,” siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen.

Siden juni er forbrugernes forventninger til økonomien blevet stadigt mere negative. Vurderingen af Danmarks nuværende økonomiske situation har svinget en del fra måned til måned, men nu ser det desværre ud til, forbrugernes optimisme har nået sit lavpunkt.

”Forbrugertilliden holdes især nede af forventningerne til den økonomiske situation i Danmark i dag sammenlignet med for et år siden. Med de nye udsigter for forbrugertilliden skal man ikke forvente at kunne hente meget vækst fra privatforbruget. Trods en afmatning i væksten ude i verden ser det ud til, at eksporten fortsat vil være alene om at drive væksten i dansk økonomi.” siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen.

Eksporten skal stimuleres
Det private forbrug er normalt en væsentlig faktor i udviklingen af Dansk økonomi, fordi det bidrager med omtrent halvdelen af den samlede økonomi. Og en forbrugertillid, der ligger stabilt over nul, er oftest en indikator for positive vækstrater i økonomien, men det er desværre langt fra det aktuelle øjebliksbillede.

”Når udviklingen i det private forbrug er så beskeden, som vi ser i øjeblikket, er det derfor endnu vigtigere, at vilkårene for eksporterhvervene styrkes, så de kan være med til at kompensere for det svigtende privatforbrug. Det kan bl.a. ske ved at sikre de samme konkurrencevilkår som udlandet har, men det er samtidig også afgørende, at det bliver væsentlig nemmere at låne penge til nye investeringer, så vi kan få gang i væksten,” siger Leif Nielsen.

Seneste nyt