Indonesien søger levende kvæg

Efter australiens stop for eksport af levende kvæg til Indonesien leder landet nu efter nye leverandørlande
(Foto: Colourbox)
Brutale aflivninger af australske slagtekvæg på en havnekaj i Indonesien har fået den australske regering til at stoppe leverancen af slagtekroppe til sin nordlige nabo.
Ifølge flere internationale medier søger Indonesien aktivt efter nye lande, som kan forsyne landet med levende slagtekvæg. Australien har hidtil været den primære leverandør af slagtekroppe til Indonesien, men har stoppet for eksporten, efter der på australsk tv blev vist billeder af brutale aflivninger af dyrene.
”Det er rimeligt at antage, at det er de tv-billeder, der har fået de Australske myndigheder til af dyrevelfærdsmæssige grunde at stoppe deres salg af levende slagtekvæg til deres nordlige nabo,” siger chefkonsulent i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer, Ole Meland.
Han har selv set nogle af tv-klippene og kan bekræfte, at slagtningerne ligger langt fra, hvad der er skik og brug i den australske slagteindustri. Alligevel vurderer han, at det ikke kun er billederne, der har fået parlamentet i Canberra til at indføre nye restriktioner.
”Finanskrisen har også sat sit præg på den australske beskæftigelse, og derfor tror jeg også, at man med eksportstoppet til Indonesien forsøger at undgå, at flere australske slagteriarbejdere mister deres job,” siger Ole Meland.
De indonesiske slagterier har blandt andet kig på Colombia og USA som nye leverandørlande.