Kampagne: Det er billigt at købe grøntsager
En ny stor kampagne skal oplyse danskerne om, at frugt og grønt slet ikke er så dyrt, som de går og tror. Første etape er en kop gratis suppe på Københavns Hovedbanegård i eftermiddag.
Det er lækkert, nemt og billigt med en kop grøntsagssuppe. Og i det hele taget at få grøntsager på tallerkenen, når dagens aftensmad skal serveres. Det skal en ny kampagne fra
6 om dagen hjælpe danskerne til at forstå, for det er - ifølge kampagneleder Vibeke Toft - en udbredt misforståelse, at grøntsager er et dyrt valg til indkøbskurven.
”Vi kan se af en FDB-analyse, der kom først på året, at 43 pct. af danskerne mener, at grøntsager er et dyrt tilvalg sammenlignet med andre fødevarer. Derfor vil vi gerne give nogle gode råd, der tydeliggør, at det faktisk er både lækkert, nemt og billigt at bruge grøntsager i madlavningen. For eksempel er en af pointerne, at man for under 20 kroner, sagtens kan lave en stor gryde suppe til sin familie,” siger Vibeke Toft.
Fordelene ved de 600 gram En forlænget arm af dette eksempel bliver øjensynligt på Københavns Hovedbanegård fra kl. 17-19 i dag, hvor kampagnefolk serverer en kop gratis varm suppe og supplerer med den pointe, at det kun koster to kroner selv at lave en tilsvarende. Hertil er endnu en pointe bag kampagnen, at vælger danskerne at bruge deres krudt på at spise de 600 gram frugt og grønt om dagen, vil der være indlysende fordele herved.
”Vi ved at der er lineær sammenhæng mellem indtaget af frugt og grønt og nedsættelsen af mængden af hjertekarsygdomme,” fortæller ernæringsekspert hos Landbrug & Fødevarer, Grethe Andersen.
”Det, der især er vigtigt er, at mængden af grøntsager skal i vejret, fordi de typisk indgår som en del af vores måltid. Frugten er også godt, men hvis den bliver spist oveni det, vi plejer at spise, som det ofte sker, så kan vi nemt gå hen og få for mange kalorier og dermed for meget at spise. Så det er grøntsagerne, vi skal gå efter.”
Reklamekampagnen, som hedder:
”Grøntsager gi’r masser af lækker mad for få penge” kører i detailhandlen i uge 38 og 39, men bliver også at finde på alt fra internetbannere over et
mobilsite til
reklamefilm og events. Mere end 1.100 detailbutikker på landsplan medvirker.