Dansk økologi hitter hinsidan
I Sverige er forbruget af økologiske fødevarer på et år steget med næsten 6 pct. Og der, hvor svenskerne ikke selv kan levere, træder danske virksomheder til med varer og know how.
Det er ikke kun i Danmark, at forbrugerne er vilde med økologiske fødevarer. Også hinsidan er svenskerne for alvor begyndt at smide økologiske fødevarer i indkøbskurven, når de handler. Nye tal fra Statistika Centralbyrån, den svenske pendant til Danmark Statistik, viser, at 4,1 pct. af alle fødevarer og alkoholfrie drikkevarer solgt i Sverige i 2010 var økologiske, hvilket er en stigning siden 2009 på næsten 6 pct. Svenskernes økologiske forbrug i 2009 var på ca. 5,5 mia. SEK, hvilket svarer til, at hver svensker i gennemsnit bruger 590 SEK om året. Af Danmarks samlede eksport af økologiske fødevarer på 750 millioner kr. havnede ca. tyve procent eller for 145 millioner af dem i Sverige i 2009, hvilket svarer til 3 pct. af det samlede svenske forbrug.
”Selvom det ikke er en overvældende mængde, danske varer udgør af det samlede svenske forbrug, viser det bare, at der fortsat er et enormt potentiale. Til sammenligning bruger hver dansker nemlig over 1.000 om året på økologi, så hvis den udvikling også slår igennem i Sverige, hvilket de nyeste tal peger på, synes jeg bestemt, det ser lovende ud for en dansk eksportforøgelse i fremtiden,” siger økologichef i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen.
Godt for danske virksomheder
Det er kaffe, te og chokoladedrikke, som fører an med 7,8 pct. af det samlede svenske forbrug af økologiske varer, mens andenpladsen indtages af mejeriprodukter, hvor 7,8 pct. er økologiske. Kød ligger stadig lavest med en økolo-gisk andel på 1,4 pct. Men efterspørgslen betyder dog, at svenskerne må over sundet for at tilfredsstille behovet for økologisk kød, og det kommer danske fødevareproducenter til gode.
”Svenskerne kan simpelthen ikke forsyne sig selv med økologisk kød. I Danmark har vi længere erfaring med økolo-gisk produktion og med catering, end de har i Sverige, og i kombination med de offentlige målsætninger i Sverige om, at 25 pct. af alle offentligt indkøbte fødevarer skal være økologiske i 2010, gør det markedet meget interessant for os,” siger kontorchef i Friland A/S, Randi Koch.
Dansk know how i svenske skolekøkkkener
Friland A/S deltager sammen med 14 andre danske økologiske virksomheder og erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer og den svenske foodservicevirksomhed Menigo den 30. september i en promoveringsevent af dansk økologi i Sverige, som afholdes på Danmarks Ambassade i Stockholm. Temaet for eventen er økologisk skolemad. Sverige er sammen med Finland de eneste lande i Europa, hvor skolebespisning er offentligt finansieret. Men på mange svenske skoler oplever de, at de økonomiske midler ikke rækker, fordi økologisk mad er dyrere. Idéen er, at der via inspiration, præsentation af best practice og potentielle danske leverandører kan skabes øget udbud og efterspørgsel af økologiske produkter til svenske skolekøkkener.
”Kravet om økologi er også med til at højne kvaliteten af måltiderne, fordi de en øget andel af økologiske produkter i madlavningen fordrer, at der indgår mere frugt, grønt og kornprodukter i menuplanlægningen og færre usunde halv- og helfabrikata for at sikre, at økonomien hænger sammen. Det giver gode forretningsmuligheder for danske virk-somheder, der producerer økologiske varer,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Mette J. Gammicchia.
Dansk økologi går som varmt brød
Én af de virksomheder, der har succes i Sverige, er brødproducenten Il Fornaio, der kun har været på det svenske marked i lidt over et år. Virksomheden valgte Sverige, fordi det er et nærmarked med kort transport og et stort poten-tiale.
”Vi synes selv, at det går over al forventning, og vi er allerede nu listet i alle større supermarkeder i Sverige. Inden for catering fokuserer vi lige nu på brød, for vi skal starte et sted. Svenskerne sætter pris på vores koncept med ’bake off’-brød”. Det er nyt for dem, men de kan virkelig lide det,” siger direktør i Il Fornaio, Susanne Boye Nielsen.