Danske fødevarer er steget mindre end i EU

Samlet set er fødevarepriserne over det seneste år steget med 2,2 pct. i Danmark, mens de for hele EU er steget med 3,1 pct.Samlet set er fødevarepriserne over det seneste år steget med 2,2 pct. i Danmark, mens de for hele EU er steget med 3,1 pct. (Foto: Colourbox)
25. sep 2011 kl. 15:53 af Felix B. Stark

Danske fødevarepriser er generelt lidt højere, end de er i resten af EU. Men det sidste års tid er forskellen blevet lidt mindre, fordi de danske priser er steget mindre end gennemsnittet for EU.

Der er nok snart gået op for de fleste af EUs godt 500 millioner forbrugere, at fødevarepriserne de seneste år har fået et pænt nyk opad. Men oplevelsen har ikke været ens i alle lande, og de danske forbrugere er sluppet billigere gennem prisstigningerne, end folk i mange andre lande.

”Samlet set er fødevarepriserne over det seneste år steget med 2,2 pct. i Danmark, mens de for hele EU er steget med 3,1 pct. Især frugt og grøntpriserne er steget mindre i Danmark end i EU samlet set,” siger cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, Leif Nielsen.

Det er tal fra Eurostat, der viser forskellen, og de viser desuden, at lande som Irland, Sverige og Schweiz er sluppet meget billigt fra fødevareprisstigningerne, mens Letland, Litauen og Ungarn betaler prisen med prisstigninger på omkring 7-8 pct.

Høj løn betyder mere i Danmark
Leif Nielsen påpeger, at det især er det høje danske omkostningsniveau i den danske detailhandel, der gør, at danskerne slipper nådigere end andre.

”Selve råvareprisen har mindre indflydelse på prisniveauet i Danmark, end den har det i lande med lavere lønninger, lavere huslejer, færre administrationsudgifter mm. Så når prisen på råvaren stiger i et land med lave omkostninger, har det betydet en procentvist større stigning i det land, end det har i Danmark,” siger Leif Nielsen.

Energipriser driver inflationen
Over en kam er det siden august sidste år både blevet dyrere at være dansker og EU-borger generelt.
”Den generelle inflation i EU har været på 2,7-2,8 pct. i perioden, og det er særligt prisstigninger på energi på 9-10 pct., som i høj grad har drevet inflationen, mens prisstigningerne på fødevarer spiller en mindre rolle,” siger Leif Nielsen.

Seneste nyt