Lejre skal være økologisk

(Foto: bruev gr)
Lejre Kommune præsenterer her til formiddag på et pressemøde, hvordan de har tænkt sig at blive Danmarks førende økologiske kommune. Planen er at få alle til at medvirke.
At gå foran på et økologisk område er ikke nyt. Det har flere andre kommuner gjort før. Men i Lejre Kommune har man tænkt sig at få økologien ind overalt og med en så omfattende målsætning bliver de først.
”Vi bliver så afgjort et laboratorium eller et slags pilotprojekt for, hvordan det her kan lade sig gøre eller ikke lade sig gøre at få økologi ind stort set overalt. Det nye er ikke økologien, men at vi samler det,” siger Lejre Kommunes borgmester, Mette Touborg, om projektet, som præsenteres på et pressemøde i dag.
I overskrifter omfatter planen økologi på landbrugsarealerne, flere økologiske fødevarer i hjemmene og på de offentlige institutioner, mindre sprøjtegift i de private haver og økologi på skoleskemaet. Læs også:
Økologi kan blive endnu grønnere
”Som kommune har vi mange muligheder. Jeg har haft talrige møder med talrige mennesker lige fra kommunens præster til private haveejere og landmænd. Det handler om at tage økologi praktisk ind og få afklaret, hvilke økonomiske og mentale barrierer, der er. Jeg ser det her som dels en miljøinvestering, men også noget, der kan være med til at brande kommunen. For det kan meget vel være en god forretning, der også åbner mulighed for økoturisme på sigt,” siger Mette Touborg.
Projekt kan tilsidesætte uoverensstemmelser
Kommunalbestyrelsen besluttede allerede tilbage i april enstemmigt at satse på økologi, og siden er stort set alle dele af kommunen blevet involveret. Udover at skele til landbrugsarealerne, er præsterne blevet rådspurgt, om det er muligt at forpagte jord ud på økologiske betingelser, private haveejere om hvorvidt de kan passe og pleje haven uden roundup. Producenter bliver spurgt til at samarbejde og levere bæredygtige produktionsenheder og kommunale institutioner bliver bedt om at handle økologisk. Alle skal gerne involveres.
Læs også:
Økologien boomer i københavnske institutioner
Danmarks Naturfredningsforening, som er partnere i projektet, ser også store muligheder i arbejdet:
”Den største udfordring er industrilandbruget, som føler sig presset, og så bliver det hurtigt en diskussion, der går på, at: ”I vil bare afskaffe landbruget”. Det her er imidlertid et forsøg på at sætte uoverensstemmelserne til side og nå ind til, hvad barriererne er for omstillingen?” siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Rene La Cour Sell.
Mulighed for at skabe landmandsalliancer
Hos Landbrug & Fødevarer er man også begejstret over perspektiverne i samarbejdet og fremhæver landmændenes muligheder for at skabe nye samarbejdsstrukturer:
”Økologien er et rigtigt spændende udviklingsområde for mange landmænd, da det giver interessante muligheder for at bygge merværdi ind i produktionen og hertil kommer, at en del landmænd også får en bedre driftsøkonomi som økologer. Lejre-projektet åbner for at afprøve helt nye muligheder for at skabe alliancer imellem landmænd, forarbejdere og borgere og kan skabe nye afsætningsformer for både store og små producenter i kommunen og kommunens opland,” siger Kirsten Lund Jensen, teamleder for økologi hos Landbrug & Fødevarer.
Se og download film om projektet