ØkoNorge vil runde milliarden

Inden årets udgang forventes Norges øko-omsætning at runde en milliard NOK
(Foto: Colourbox)
Nordmændene er atter begyndt at købe økologiske fødevarer, og det ser ud til, at landet runder en omsætning på en milliard NOK inden årets udgang.
Ifølge halvårsrapporten fra ”Statens Landbruksforvaltning” som er det norske svar på plantedirektoratet, er salget af økologiske varer i Norge i første halvår af 2011 steget med fem pct. Det er en markant fremgang i forhold til 2010, hvor der pga. finanskrisens eftervirkninger faktisk var stagnation på det økologiske marked i Norge, skriver Oikos – Økologisk Norge, som er Norges økologiske organisation. Tallene i halvårsrapporten indikerer desuden, at omsætning for økologiske varer i Norge vil komme til at overstige en milliard NOK i år. I første halvår har norske forbrugere nemlig allerede købt økologiske produkter for 459 mio. NOK.
”Det er dejligt at se, at der er ved at komme gang i det norske økologiske marked, Norge har altid haft et langt mindre økologisk forbrug pr. borger, end vi har i Danmark, men der er helt sikkert også et stort potentiale for at øge salget hos vores nordiske nabo, ligesom der fortsat er herhjemme,” siger teamleder for økologi i Landbrug & Fødevarer, Kirsten Lund Jensen
Grøntsager trækker fra
Det er især salget af økologiske grøntsager, der trækker fremgangen i det norske økologisalg. Salget er i første halvår 2011 øget med 10 mio. NOK til 90 mio NOK, eller hvad der svarer til lige godt 11 pct. De økologiske gulerødder er særligt populære hos de norske forbrugere og ifølge Reidar Andested, som er daglig leder i Oikos, er der flere grunde til det.
”Den vokser langsommere og optager mindre fugt, hvilket giver en mere kompakt gulerod med mere smag. Og så holder den også længe. Men grundlæggende er det, fordi de smager bedre og er af bedre kvalitet,” siger han.