Et kilo brød svarer til 750 liter kloakvand

Det er hyggeligt at fodre fuglene, men brødet skader den naturlige balance i vandmiljøet.
(Foto: Colourbox)
Det har kedelige konsekvenser, når der kastes brød ud til fuglelivet i Københavns søer. Der er nemlig lige så mange næringsstoffer i et kilo tørt franskbrød som i 750 liter kloakvand. Det giver gode vækstbetingelser for alger.
Der er sjældent dårlige intentioner, der får mormor til at tage det tørre franskbrød og barnebarnet under armen og gå ud for at fodre ænderne ved søerne i København. Men de mange næringsstoffer i brød er det rene guf for alger.
”Andefodring er den altoverskyggende næringskilde i Københavns søer. Jeg vil f.eks. skyde på, der ender mellem 10 og 50 kilo brød i Peblinge og Sortedams søerne dagligt, og eftersom et kilo tørt franskbrød indeholder samme mængde fosfor som 750 liter kloakvand, giver det naturligvis gode vækstbetingelser for trådalgerne i søerne,” siger Thomas Aabling, miljø-civilingenør og ejer af Thomas Aabling Vandmiljø, der har foretaget en miljøvurdering af Københavns søer.
Slimede alger giver grøn energi
Den massive algevækst har i de seneste uger givet arbejde til store gravemaskiner, som har hevet 400 tons trådalger og vandpest op af Peblinge og Sortedams søerne for at skåne både flora og fauna.
”Søernes tilstand er på ingen måde kritisk, men det er stadig vigtigt, at vi høster vandplanterne, inden de rådner. Derved fjerner vi næring fra søerne og undgår lysmangel og iltsvind,” siger Dorthe Rømø, biolog og projektleder i Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning.
Kommunen bruger en halv million kr. om året på projektet, og forventer at hive yderligere 100 tons vandplanter op af de københavnske søer inden vinter.
”Når planterne er hentet op, bliver de fragtet til et biogasanlæg i Roskilde, der omdanner algerne til grøn energi, så det er ikke det rene spild,” siger Dorthe Rømø.
Se også: Britiske landmænd vil biogas efter dansk forbillede
Og se mere fakta om biogas