Økoæg klækker ny rekord

Danskerne køber rekordmange økologiske æg.
(Foto: Arkiv)
Salget af økoæg buldrer derudaf og i det første halvår af 2011 har butikkerne solgt 4,2 millioner kg økoæg. Det er en fremgang på 13 pct. i forhold til 2010 og en ny rekord for æg med det eftertragtede, røde økomærke.
Der er intet som et blødkogt æg om morgenen, og ifølge nye tal fra Fødevarestyrelsen er der flere økoæg i de danske æggebægere end tidligere. I de første seks måneder af 2011 har danskerne lavet omeletter og æggekage ud af 4,2 millioner kg økologiske æg mod 3,7 millioner kg i 2010. Det er på trods af, at det samlede salg af æg faktisk er faldet med 6 pct.
”De nye tal viser, at hvert femte æg er økologisk, og det er en rekordhøj andel. Hvis den positive udvikling fortsætter resten af året, kommer vi også til at se en samlet rekord for salg af økoæg,” siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer.
Se også: Den gamle mand og ægget
Økologien vil vokse yderligere
Selvom økoæg nu udgør knap 20 pct. af alle æg, så er det stadig buræg, der sælger bedst. Faktisk spiser danskerne flere buræg end fritgående, skrabe og økologiske æg til sammen. Men i markedsanalysebureauet Firstmove, hvor man arbejder med forbrugertrends, finder direktør Kirsten Poulsen det meget naturligt, at buræggene stadig fylder i indkøbskurven.
”Vi hopper ikke med på trends fra den ene dag til den anden, og især i forhold til fødevarer er forbrugerne typisk meget konservative. Men økologien har fået en fast plads i vores husholdning, og jeg tror, at salget af økologiske varer kommer til at stige betragteligt i de kommende år,” siger direktøren.
Hun mener, at det røde økologimærke er blevet et symbol på ansvarligt forbrug.
”I forbrugerens øjne repræsenterer økologi dyrevelfærd, bedre kvalitet og sundhed, og det er værdier, der vægtes utrolig højt. Når salget af økologiske æg stiger støt, så er det et billede på vores voksende kvalitetsbevidsthed og ansvarlighed,” siger Kirsten Poulsen.
Få mere information om æg