Svensken mangler smør

Et fald i mælkeproduktionen i de senere år har betydet, at svenskerne kigger til Danmark efter smør til silden. Et fald i mælkeproduktionen i de senere år har betydet, at svenskerne kigger til Danmark efter smør til silden. (Foto: Colourbox)
04. okt 2011 kl. 09:50 af Felix B. Stark

Sverige og Finland er i øjeblikket ramt en smørmangel, som ikke forventes at forsvinde i de nærmeste uger.

Ifølge de finske mejeriselskaber Valio og Ingman er finnernes forbrug af smør steget markant, mens de lokale leverancer af mælkefedt ikke er fulgt med i samme takt. Som en følge af smørmanglen er flere blade og magasiner begyndt at bringe anvisninger på, hvordan læserne selv kan kærne smør af piskefløde og creme fraiche, fortæller Helsingin Sanomat ifølge Dairy Markets.
I Sverige har smørmanglen blandt andet rod i et fald i mælkeproduktionen i de senere år. Det har fået de svenske mejerier til at forsøge sig med import af fløde fra Finland og Danmark. Finnerne er dog ikke i stand til at levere tilstrækkelige mængder på grund af landets egen mangelsituation. Hvorvidt de danske leverancer kan løse det svenske problem, er et åbent spørgsmål, skriver Dairy Markets.
"Smør har en symbolsk værdi,” fortæller markedsanalytiker Lennart Holmström fra Svensk Mjölk. ”Det er vigtigt for de svenske forbrugere, at smør er ægte svensk smør.”

Seneste nyt