Et kærligt puf i den rigtige retning

Nudging puffer forbrugerne til at vælge mere broccoli og mindre chokoladekage.
(Foto: Colourbox)
Idéen om ”nudging” eller på dansk ”kærlige puf” kan få folk til at leve sundere. Nudging får nemlig folk til at spise mere gulerod uden pisk. Barack Obama er med på vognen.
”Nudge, nudge, wink wink, say no more,” siger en kæk Eric Idle i den famøse Monthy Python sketch, og der skal faktisk ikke mere end et kærligt puf til at skubbe folk i den sunde retning. ”Nudging” eller på dansk ”kærlige puf”, der allerede har vundet indpas i både USA og England, er en psykologisk teknik, der blandt andet kan få folk til at træffe mere rationelle valg og dermed leve sundere.
”I udgangspunktet er nudging en metode, der gør op med vores til tider impulsive handlemønstre. Vi træffer en masse valg, som baserer sig på vaner og impulser frem for vores fornuft. Pointen er, at nudging påvirker vores handlinger uden forbud eller gulerod og pisk. Det er et politisk neutralt værktøj,” siger Pelle Guldborg Hansen, der er formand for Dansk Nudging Netværk.
Kloge valg ved køledisken
Han bruger vores indkøbs- og spisevaner som et eksempel på et område, der kan påvirkes positivt af nudging. Der findes nemlig små fif eller nudges, som kan få flere sunde varer til at lande i indkøbskurven. Danskerne vil typisk gerne leve sundt, de skal bare lige mindes om det.
”Vi køber ofte ind efter en lang arbejdsdag, hvor vi både er trætte og sultne, og det gør os utrolig modtagelige overfor usunde valg. Blodsukkeret er lavt, og vi har lyst til lakrids. Der er her, at et veltimet nudge kan vække forbrugeren. Det kan f.eks. gøres ved at placere en bund i indkøbskurven, der viser den ideelle sammensætning af fødevarer – ikke fordi den skal følges slavisk, men som en påmindelse om, at vi gerne vil have sund mad i kurven. De forskellige mærkningsordninger som f.eks. nøglehuls- og fuldkornsmærket kan også være nudges. Ikke så meget fordi de fortæller os, at en bestemt vare er sund – det ved vi som regel allerede – men snarere fordi de fungerer som en påmindelse på det rette tidspunkt,” forklarer Pelle Guldborg Hansen.
Obama nudger med
Nudging er baseret på simple tiltag, hvor forbrugeren stadig har det frie valg. Et forsøg i en kantine viste, ifølge Pelle Guldborg Hansen, at man solgte 54 pct. mere frugt bare ved at ændre lyssætningen og stable frugten pænt. Og den priseffektive tilgang har vækket interesse på den anden side af Atlanten. Foregangsmændene og forfatterne bag bogen “Nudge: Improving Decisions about Health, Wealth, and Happiness”, Cass Sunstein og Richard Thaler, er i dag rådgivere for henholdsvis Barack Obama og David Cameron. Der kommer dog til at gå noget tid, før vi ser nudging i Danmark.
”Vi er simpelthen ikke med på bølgen. Endnu. Selvom vi danskere er meget engagerede, så er vi også konservative. Jeg tror, at det kræver tid og en sund offentlig debat, før vi ser nudging i Danmark,” siger Pelle Guldborg Hansen.
Du kan opleve Richard Thaler holde foredrag om nudging på fredag
Se mere om nudging