Forskere vil nedbringe væksthuses energiforbrug med 30 pct.

Ny forskning vil gøre væksthuse endnu grønnereNy forskning vil gøre væksthuse endnu grønnere (Foto: Colourbox)
24. okt 2011 kl. 10:07 af Thomas Hovgaard

Forskere fra Århus Universitet står i spidsen for et fælles nordeuropæisk projekt, hvor målet indenfor de næste fire år er at nedbringe energiforbruget i væksthuse med 30 pct. Kommercielle partnere i hele Europa og Dansk Gartneri bakker op.

I Danmark udgør det samlede areal af væksthuse 5 millioner kvadratmeter. Mængden af energi, som bruges til lys svarer til 0,8 pct. af den samlede mængde elenergi, der årligt bruges i Danmark. Forskere fra Århus Universitet mener, at de i løbet af de næste fire år vil kunne få det tal ned på 0,5 pct., hvis målene bag deres forskning ellers bliver nået. Og det svarer ifølge lederen af forskningsprojektet til en reduktion på ca. 30 pct.

”Forskningsprojektet går ud på at videreudvikle en intelligent styring af energiforbruget, så det både tager hensyn til planternes fysiologi og udnytter de tidspunkter, hvor energien er billigst,” siger lektor ved Institut for Fødevarer ved Århus Universitet, Carl-Otto Ottosen, som leder projektet.

I første omgang skal der videreudvikles en software, som kan styre energiforbruget, men også i samarbejde med forskere fra hhv. Tyskland, Norge, Holland, Sverige og Belgien er det meningen, at al viden skal samkøres, så alle gartnere og forskere får glæde af de fælles indsatser.

”F.eks. arbejder vi på at udvikle software, mens man i Tyskland udvikler bedre isoleringsmetoder. På den måde sørger vi for, at vi udnytter ressourcerne, så vi ikke sidder og undersøger det samme flere steder,” siger Carl-Otto Ottosen. Det fireårige projekt GreenGrowing er støttet af The North Sea Region Programme og udføres i samarbejde med danske AgroTech med de førnævnte nationer. Forskningen på Aarhus Universitet er støttet af midler fra bl.a. Fødevareministeriet og forskningsrådet for teknologi og produktion.

”Vi har også en ansøgning af sted hos GUDP, hvor vi lægger op til en kommercialisering af vores software. Dong Energy og Philips har allerede meldt sig på banen som interesseret i at investere i projektet,” fortæller Carl-Otto Ottosen.

Glæder gartnere
Udsigterne i forskningsprojektet glæder også danske gartnere, som fra 1996 til 2010 har nedbragt deres samlede energiforbrug med 36 pct. Det har det gjort ved bl.a. at udnytte energien bedre og isolere mere effektivt blandt andet med udgangspunkt i dansk forskning.

”Alt, hvad der kan bidrage til et reduceret energiforbrug, hilser vi selvfølgelig velkomment. Udover det kan være med til at gøre os mere konkurrencedygtige, flugter det også med branchens egne ambitiøse klimamål. Vores målsætning er, at 1/3 af vores energiforbrug i 2020 skal komme fra vedvarende energi,” siger konsulent i Dansk Gartneri, Leif Marienlund.

Læs også Viden om energivenlig væksthusproduktion spredes i nordsøregionen

Seneste nyt