Panamafodbold med Tulip på trøjen

"For os er det derfor blevet en mærkesag at støtte fodboldakademiet og se 450 børn løbe rundt i Tulip-trøjer," siger eksportchef i Tulip, Kim Tofteskov Skovmøller.
(Foto: Danish Crown)
450 børn fra alle samfundslag i Panama deltager i et fodboldakademi, som sponseres af danske Tulip.
Som i mange andre lande drømmer børn i Panama om en dag at trække i mesterklubbens trøje og løbe ind på et fyldt stadion. Tulip tager aktivt del i at støtte drengedrømmen, idet selskabet sammen med den panamanske distributør sponserer et fodboldakademi for 450 børn fra alle samfundslag.
”Fra Tulips side er det ikke nogen kæmpe investering, men det betyder rigtig meget for forbrugerne i Panama, at Tulip aktivt støtter ungdomssporten. For os er det derfor blevet en mærkesag at støtte fodboldakademiet og se 450 børn løbe rundt i Tulip-trøjer, samtidig med at vi har en stor reklame på stadion i Panama City,” forklarer eksportchef i Tulip, Kim Tofteskov Skovmøller til Danish Crowns nyhedsbrev.
Vokset over 60 pct.
For nylig deltog alle børnene i en stor intern turnering med masser af tilskuere på lægterne, og ifølge Kim Tofteskov Skovmøller er investeringen i fodboldakademiet en vigtig del af Tulips strategi i Panama.
”Vores mål er en markedsandel på 80 procent indenfor de produkter, vi allerede sælger i Panama. Men vi vil selvfølgelig også gerne ind på markedet indenfor andre kategorier, og i den sammenhæng er det naturligt, at vi markerer os som en virksomhed, der også er med til at tage ansvar for befolkningen og børnefodbolden, som er utrolig vigtig i Panama,” siger Kim Tofteskov Skovmøller.
Og salgstallene taler da også et let forståeligt sprog. Tulips salg i Panama er de seneste to år vokset med over 60 procent.
”Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende, og det viser, at vi har den rigtige strategi i Panama. Både når det drejer sig om fodboldakademiet, samarbejdspartnerne og vores øvrige aktiviteter i Panama,” siger Kim Tofteskov Skovmøller til nyhedsbrevet.
Læs også Svinekød på dåse sælger i Papua Ny Guinea