Smukke billeder i uengagerende film
Filmanmeldelse: ”El Camino del Vino” kunne have været en interessant undersøgelse af smagens væsen, og hvad det indebærer, når man som vinekspert mister evnen til at smage på vin. Desværre ender den som en smuk, men utroværdig, tour de Argentina.
Charlie Arturaola sveder i samme tempo, som han skyller munden med vin, mens han ligner en plaget mand. Han er en uruguayansk sommelier, der angiveligt mister evnen til at smage og dermed sit levebrød, og det er omdrejningspunktet i doku-dramafilmen ”El Camino del Vino” (Vinens vej).
Filmen begynder til gourmet-eventen ”Masters of Food & Wine” i Argentina, hvor Arturaola bliver behandlet som en konge, men må simulere sig igennem førstedagen, netop fordi det psykologiske pres på sommelierens forfinede gane har sat sig, og han ikke længere mestrer evnen til at smage.
Læs mere: Foodculture.dk anmelder madfilm
Pinagtig vin-odyssé
Arturaolas vinlingo fupper eventdeltagerne, og tilsyneladende går det ikke op for nogen, at der er noget galt med ham før næste morgen, hvor presset bliver for meget for Arturaola, og han aflyser smagningerne. Desværre dvæler filmen ikke ved, hvordan smagsdommere som Arturaola med hokus-pokus sprog formår at besnære både almindelige forbrugere og kendere. Den sender ham i stedet ud på en vin-odyssé, da vennen og medconnaisseuren Michel Rolland råder ham til finde Argentinas bedste flaske malbec i håbet om, at smagen vil vække Arturaolas henslumrende smagsløg.
Rejsen fører Arturaola fra det ene chateau til det næste i jagten på vinens hellige gral. Det falder ham svært at indrømme sit prekære problem overfor vinnotabiliteterne, han møder på sin vej, hvilket bidrager til en række pinagtige situationer, mens hovedpersonen bliver mere og mere desperat.
Læs mere: Kofoeds gyldne fængsel
Ud og hjem
Beklageligvis er det ikke kun Arturaolas løgne, der er pinagtige, men også det ringe skuespil. Arturaola er en mand i frit fald, men man føler ikke med ham, for man tror ham ikke. Det smukke argentinske landskab er en fin kontrast til Arturaolas uskønne deroute, og bjergene en urokkelig modsætning til Arturaolas svage sjæl. Landskabsbillederne bliver desuden en velkommen afveksling til de ellers håndholdte billeder, og de konventionelle panoreringer giver på paradoksal vis et fikspunkt af ægthed.
I sidste ende vender Arturaola tilbage til fødehjemmet i Uruguay, hvor hele familien på hans foranledning er samlet. Familiemedlemmerne har et anstrengt forhold til hinanden formentlig forårsaget af Arturaolas kosmopolitiske og udsvævende liv. Hvad sammenkomsten ender med, skal ikke afsløres, men dagen giver anledning til, at der kommer ægte følelser på spil, og seeren kan for et øjeblik holde mistanken om at betragte en konstrueret virkelighed på afstand. Det er dog det eneste sted i filmen, hvor man virkelig føler med Arturaola. Sikkert fordi de følelser, der her kommer til syne, er ægte i modsætning til Arturaolas manglende smagssans, som er en (lidt for) smart instruktørs påhit. Det er filmens akilleshæl, for det samlede udtryk står snarere fortænkt end indlevende tilbage.
Bestil billetter og se filmenes spilletider på cphdox.dk
Et filmisk gadekryds
Med sin blanding af virkelige personer og konstruerede begivenheder, som Arturaolas tab af smagssansen, så er ”El Camino del Vino” en del af tidens tendens, hvor dokumentar væves stadigt mere sammen med fiktionen. Fælles for den slags filmiske gadekryds er, at balancen mellem konstruktion og dokumentation er altafgørende, for hvis konstruktionen ikke tjener til at belyse virkeligheden, så holder dokumentaren op med at være dokumentar og bliver spillefilm. Og det sætter nogle helt nye kriterier for, hvad publikum kan forlange.
Da ”El Camino del Vino” ikke for alvor vil undersøge smagens væsen eller for den sags skyld fortælle noget særligt om vinproduktion eller sommelierens verden, så står og falder filmen med, at seeren tror på fortællingens følelsesmæssige omdrejningspunkt: Hvad gør en mand, der har mistet ikke blot sit levebrød, men også det han lever for? ”El Camino del Vino” falder med Charlie Arturaola, der aldrig bliver troværdig i rollen som sig selv.