Fødevaresikkerhed skal have højeste prioritet

(Foto: Colourbox)
02. nov 2011 kl. 10:59 af Felix B. Stark

I kølvandet på forårets dioxinskandale nedsatte tyskerne en kommission, der skulle se, hvordan landbruget skal spille sammen med resten af samfundet. Fødevaresikkerhed skal have højeste prioritet, men også forbrugerne skal klædes bedre på, lyder konklusionen.

I Tyskland har der siden foråret været afholdt en bred samfundsmæssig debat om fremtidens fødevareproduktion. En lang række eksperter og interessenter har givet deres besyv med om udfordringerne omkring husdyrhold, den globale fødevareforsyning, klima-, miljø- og naturbeskyttelse og meget andet. Debatten er sat i værk af forbundsminister Ilse Aigner, der som opfølgning på bl.a. forårets dioxinskandale, satte gang i udarbejdelsen af et charter om landbrugets rolle i et moderne samfund.

Læs også Tyskland vil til bunds i landbruget

”Ilse Aigner har lige deltaget i en konference med en større kreds af eksperter inden for forskellige samfundsmæssige interesser, hvor konklusionerne er blevet fremlagt og efterfølgende opsummeret af de to professorer, der har forestået processen,” siger statskonsulent i Tyskland Poul Ottosen.

Mere sikkerhed og gennemsigtighed
Professorernes opsummering går i mange forskellige retninger og viser med al tydelighed, at der er taget mange mennesker med på råd. Men overordnet er konklusionen, at fødevaresikkerhed har allerhøjeste prioritet.
”Det er måske ikke så overraskende set i lyset af, at det var dioxinskandalen med forurening af foderstoffer og fødevarer, der satte gang i arbejdet. Men der er også mange andre spændende elementer med i konklusionerne,” siger Poul Ottosen.
De andre elementer spænder lige fra udarbejdelse af en fødevarestrategi med en samlet koordineret politik for landbrug, agrarhandel, forbrugerpolitik, miljø, klima og ressourcebeskyttelse, arealplanlægning og byggeri til fremme af forbrugernes fødevarekompetence.
”Den sidste begrundes med, at kun forbrugere, der er godt informerede, kan sondre mellem forskellige produktkvaliteter, vurdere dem og vælge, og til den ende foreslås det også, at der sikres et mangfoldigt udbud af forskellige produkt- og proceskvaliteter,” siger Poul Ottosen.

Forbundsministeriet vil på baggrund af det hidtidige arbejde og de afholdte konsultationer udarbejde det endelige charta, der ventes fremlagt i begyndelsen af 2012.

Se hele Rapporten Charta für Landwirtschaft und Verbraucher, Ergebnisse des dialogs mit gesellschaftlichen Gruppen. Handlungsfelder und – emphelungen.

Seneste nyt