Fortællingen om sushiens mester
Filmanmeldelse: I Tokyo ligger en sushirestaurant, der jagter det sublime. Filmen ”Jiro Dreams of Sushi” er en æstetisk og velnuanceret rejse ind i at dedikere stort set alle vågne timer til at lave den bedste sushi. Og lykkes med det.
”Hvad definerer lækkerhed?” spørger hovedpersonen Jiro Ono meget rammende i dette portræt, der fortæller historien om hans livsværk: En 3-stjernet Michelinrestaurant ved navn Sukiyabashi Jiro i kælderen af en kontorbygning i Tokyo, hvor det ikke er muligt at få andet end sushi, hvor der kun er plads til ti gæster ad gangen og hvor priserne starter ved 2.000 kroner per kuvert. Lækkerhed er relativt, og netop derfor kan man hele tiden komme ét skridt nærmere. Den indstilling, kombineret med en helt umenneskelig selvkritik, får den 85-årige Jiro til at fortsætte jagten på det perfekte stykke sushi, som han stadig ikke mener at have fundet. Ikke selv om adskillige kilder i filmen – heriblandt en af de mest velbevandrede sushikritikere i Japan - anser denne restaurant for at stå over alt andet. Ja, måske er der ligefrem tale om verdens bedste sushirestaurant.
Læs også: Kofoeds gyldne fængsel
Masserer blæksprutter
Fortællingen veksler imellem Jiro og hans baggrund og underskønne slowmotionoptagelser af deres arbejde i køkkenet. Tempoet er forholdsvist langsomt, hvilket giver et æstetisk balanceret resultat, hvor det netop handler om at forstå skønheden ved gentagelsen, ved jagten på at skabe det ultimative. Og ikke for pengenes skyld. Vi får eksempler på deres utallige nørdede detaljer, lige fra at massere blæksprutten i 40 minutter, så den ikke smager gummiagtigt, over en særlig måde at koge ris til at servere stykkerne ved rette temperatur og i en størrelse tilpasset gæsten.
Fremmed for sine børn
Når det så er slået fast, vil det være en fejl at tro, at dette udelukkende er et rosenrødt portræt. For ligeså fokuseret, målrettet selvpinende og samtidig begejstret Jiro er for sit daglige arbejde – han påstår selv at aldrig at have været træt af arbejdet og holder stort set aldrig fri - ligeså hårdhændet er fravalget af livet. Tag eksempelvis en historie fra hans to sønners barndom. Her skete det en sjælden gang, at Jiro sov hjemme på sofaen en søndag. Så sjældent at hans ene søn Takashi engang bemærkede: ”Der sover en fremmed mand på sofaen” overfor deres mor. Jiro selv er ikke sen til at indrømme, at med hans rutiner, hvor han går på arbejde klokken 5 og kom hjem kl. 22, har han snarere været en fremmed end noget andet for sine børn. Hans far, der drak sig selv ihjel, var også fremmed for ham og hans kone, eller i alt fald moren til Jiros to sønner, hører vi slet ikke om. Ikke at det fremstår som en mangel for historien, for det er tydeligt, at hun heller ikke har fyldt så meget i hans liv.
Læs også: Smukke billeder i uengagerende film
Det livet handler om
Dermed tager filmen også fat på spørgsmålet: Hvor meget er det værd at ofre for at nå sine mål? Utallige mennesker bruger i dag astronomiske mængder af tid og penge på karrieretørstigt at finde opskriften på succes. I filmen bliver løsningen serveret på en time og 20 minutter, men de færreste ville drømme om at kopiere ham. Folk vil gerne have anerkendelsen, men ikke lægge timerne det tager at få den. Denne mand har prøvet at skabe sushi i drømmene. For ham er der intet andet. For mange andre er alt andet, det livet handler om.
Læs også: FoodCulture anmelder madfilm
Intet at fortryde
Jiro er en shokunin – en håndværker, der via gentagelse arbejder mod at dygtiggøre sig – med en filosofi, der forsvinder fra verden i samme takt, som tun forsvinder fra verdenshavene på grund af overfiskning. En filosofi om at være forelsket i sit arbejde og give sit liv til det. Den vej er – for os forvænte vesteuropæere – uforståelig hård, men sætter tingene i perspektiv, for hvor mange 85-årige arbejder stadig og kan fortælle, at de aldrig har været trætte af deres arbejde? Det hele handler om at dedikere livet til at komme i nærheden af det perfekte. Og aldrig fortryde et eneste skridt. Sikke en fortælling, der på fornem vis indvier os andre.