Gå på grøn cafe i Aarhus og København

GoGreen guider til den grønneste mad, transport, overnatning og shopping i Aarhus og København.
(Foto: GoGreen)
GoGreen har allerede indtaget Aarhus og rammer snart København. Konceptet viser dig de mest bæredygtige steder indenfor økologi og klima.
Den grønne bølge er over os. Både hvad mad, hoteller og shopping angår. Nu er det også muligt at danne sig et overblik over de grønne virksomheder ved hjælp af en mobilapplikation og et website. GoGreen-konceptet blev lanceret i Aarhus i 2010 og i København i sommer med et bykort. Den 24. november lanceres et website med mobilapp for København.
”Vi vil gerne synliggøre det grønne spor, så man kan få dækket sine behov, både når det gælder mad, overnatning, indkøb og transport,” forklarer partner i GoGreenCopenhagen Pia Rathsach.
Men der er ingen genvej til at få det grønne stempel, og det er ikke nok, at en cafe bare har en enkelt økologisk kaffe på menukortet, hvis den vil være med.
”Vi taler højeste fællesnævner. Der er tre indsatsområder, man kan arbejde med. Enten ved at sælge økologiske produkter, som skal fylde minimum 60 % af udvalget, eller ved at reducere miljøpåvirkningen i driften ved f.eks. at bruge svanemærket drift, eller også kan man fokusere på social ansvarlighed ved f.eks. at have minimum 60 pct. fairtrade eller ansætte særlige minoritetsgrupper,” forklarer Pia Rathsach.
Håbet er, at GoGreen-konceptet vil brede sig til flere byer i Danmark og i hele verden.
”Flere danske byer har vist stor interesse i at komme med, blandt andet Aalborg, og vi er også i dialog med folk i Helsinki, Los Angeles og Japan,” siger Pia Rathsach.
16 restauranter er gået i grønt i Aarhus, mens det i København er over 55 restauranter, cafeer, hoteller og detailbutikker, der serverer eller sælger økologiske råvarer.
Læs mere om
GoGreenAarhus Se det
foreløbige kort over GoGreenCopenhagen