Gratis kartofler til pendlerne

Der bliver delt gratis kartofler ud i København både i dag og i morgen.
(Foto: Colourbox)
På Københavns Hovedbanegård kan man i dag være heldig at få stukket en pose kartofler i hånden. Og i morgen kan man komme til de københavnske mesterskaber i kartoffelskrælning.
200 gram kartofler af sorterne Exquisa og Ballerina er, hvad man kan være heldig at få kvit og frit i dag. To landbrugskvinder går nemlig rundt på Hovedbanegården i København fra klokken 13 til 18 og fortæller om kartofler. Det sker i forbindelse med Fødevarestyrelsens Nøglehulsevent, som foregår under uret.
”Kartoflerne er med i det gode selskab, fordi de er nøglehulsmærket, og vi vil gerne være med til at sætte fokus på dem,” siger Lene Toft Johansen, som er daglig leder af Kartoffelpartnerskabet i Landbrug & Fødevarer, der kører kampagnen ”Brug knolden”.
Kartoflerne kommer fra Lammefjorden, og de har en fin tynd skræl, så man ikke behøver at bruge tid på at skrælle dem.
”Skrælning er en af de største barrierer for kartoflerne, for mange gider ikke bruge tid på det,” forklarer Lene Toft Johansen.
Mesterskab i skrælning
Lørdag bliver der dog skrællet kartofler i stor stil. Det sker til Ny Nordisk Madmarked, som foregår på Christianshavn foran restaurant Noma, som i den grad har markeret den nordiske mad internationalt.
Her kan børn dyste om at være hurtigst til at skrælle kartofler, når Kartoffelpartnerskabet afholder Junior-Københavnermesterskab i kartoffelskrælning. Inden finalen kommer Københavns kulturborgmester Pia Allerslev (V) og skræller mod Thomas Kaldahl Andersen, som er dommer i konkurrencen samt den regerende Danmarksmester i kartoffelskrælning. Samtidig deler landbrugskvinderne også her kartofler ud til gæsterne på festivalen.
”Vi håber, at vi kan få især børn til at spise flere kartofler, for mange børn lærer det slet ikke,” siger Lene Toft Johansen og tilføjer:
”Og så vil vi selvfølgelig gerne fortælle om ny nordisk mad. Det behøver ikke at være så kompliceret med havtorn og ramsløg – noget så ordinært som kartofler er en rigtig vigtig råvare i den nordiske mad,” slutter hun.
Se mere om Ny Nordisk Madmarked her