Besparelser kan betyde enden på madskoler

10. nov 2011 kl. 14:35 af Jacob Langkilde Nielsen

Regeringen vil spare landdistriktsprogrammets børne- og ungeordning væk. Det vil betyde, at de succesfulde madskoler, må skrue kraftigt ned for blusset. Det går ud over børnenes sundhed, mener Landbrug & Fødevarer.

4H og Landbrug & Fødevarers madskoler har været en tordnende succes, som har fået ros både af forældre, børn og ernæringseksperter. 

Læs mere: Madskolernes børn har mod på madlavning

Men nu er de i fare for at måtte slække gevaldigt på indsatsen. Regeringen vil nemlig spare børne- og ungeordningen i landdistriktsprogrammet væk, og det er 4H’s andel i puljens 10 millioner kr., som giver organisationen musklerne til at arrangere madskolerne.
”Det er uforståeligt, at regeringen vil nedlægge en ordning, som betyder så meget for så mange børn og ikke mindst deres sundhed. Vi ved, at børn, der lærer at lave mad som små, også senere vil leve sundere, fordi frostpizzaen ikke frister nær så meget, hvis man ved, hvad ordentlig mad er,” fortæller Line Damsgaard, som er projektkoordinator for madskolerne i Landbrug & Fødevarer.

Læs mere: Madskoler får børn til at lave mad

Stod overfor en fordobling
Line Damsgaard oplyser desuden, at der var planer om at fordoble antallet af madskoler i løbet af de næste 3 år, men at disse planer må skrinlægges, hvis støtten fra landdistriktsprogrammet forsvinder.
”Skrækscenariet er derudover, at sponsorerne måske også begynder at falde fra, hvis vi er nødsaget til at sætte ambitionerne ned. Hvis det sker, kan vi selvfølgelig ikke fortsætte,” siger Line Damsgaard.
Regeringens begrundelse for at ville nedlægge børne- og ungeordningen under landdistriktsprogrammet, er, at kun få ansøgere har søgt midlerne, men det er der ikke noget nyt i.
”Der har hele tiden kun været to store aktører på området, Landboungdom og 4H, som har søgt pengene. Derfor er der naturligvis ikke så mange forskellige ansøgere, men det gør ikke behovet for f.eks. oplysning om sund kost mindre,” forklarer Line Damsgaard.

Fakta

Om Madskolerne

Madskolerne har til formål at give børn i alderen 8-12 år viden om kost og motion.

I 2011 deltog 1300 børn. 79 pct. af børnenes forældre gav efterfølgende udtryk for, at de var ”enige” eller ”helt enige” i, at deres poder var blevet mere bevidste om sundhed, ernæring og fysisk aktivitet af at have været med på madskolerne.

Madskolerne er bl.a. sponsoreret af Gjensidige.

 

Seneste nyt