Landbruget skal sprøjte mildere

(Foto: Colourbox)
07. nov 2011 kl. 12:08 af Felix B. Stark

Landmændene har været mere ude med sprøjten i 2010, end de var i 2009. I det hele taget er behandlingshyppigheden steget støt de sidste ti år.

Allerede i marts i år kunne man se, at landbrugets indkøb af pesticider steg i 2010. Dengang lød forklaringen, at det primært var, fordi landmænd hamstrer sprøjtemidler, når priserne er lave. Men nu er der kommet nye tal for landmændenes forbrug af sprøjtemidlerne fra Miljøstyrelsen, og de viser en stigning i behandlingshyppigheden, der er steget til indeks 2,8 mod kun lige godt 2,0 i begyndelsen af dette årtusinde.
”For fremtiden skal vi have landmændene til at vælge de mildeste pesticider til at slå ukrudt og skadedyr ihjel med. Denne regering ønsker et mere bæredygtigt og grønnere landbrug, og den kommende pesticidafgift er en del af den grønne omstilling af landbrugserhvervet,” siger miljøminister Ida Auken i en pressemeddelelse.

Læs også Vi har aldrig lovet noget

Ventet afgift
I Landbrug & Fødevarer er viceformand Henrik Frandsen godt klar over, at der er sket en stigning i forbruget af sprøjtemidler, og han vil godt være med til at se på, hvordan man kan lave en afgift, der gør, at forbruget belaster miljøet mindst muligt.
”Der har jo længe været bebudet en afgift, og vi vil gerne være med til en afgift, som reducerer miljøbelastningen ud fra en faglig vurdering af miljøbelastningen. Derfor hæfter jeg mig særligt ved, at Miljøstyrelsen er på vej med en ny målemetode, der ikke kigger på, hvor tit der sprøjtes men i stedet giver et indblik i, hvor meget det belaster miljøet. Men jeg ville ønske, at vi var inviteret med til at udvikle den, for vi har både erfaringerne og ekspertisen til at sikre, at den giver et så præcist billede af virkeligheden som muligt,” siger Henrik Frandsen.
Han understreger dog behovet for, at der tages hensyn til konkurrenceevnen, når pesticidafgiften kommer.
”Vi har i Danmark et pesticidforbrug som er væsentligt lavere end i flere af vores nabolande, pesticider, som anvendes indenfor rammerne af et strengt godkendelsessystem og med et højt niveau af uddannelse for de professionelle brugere af planteværnsmidler. Hvis en ny afgift tvinger for eksempel danske frugtavlere til at lukke, vil det betyde en øget import af frugt fra for eksempel Tyskland, hvor brugen af pesticider i frugtavlen er væsentligt højere end i Danmark,” siger Henrik Frandsen.

Seneste nyt