Millioner til miljøteknologi i landbruget

Der bliver samlet afsat 645 mio. kr. til grønne initiativer i landbrugserhvervene frem til 2014. Der bliver samlet afsat 645 mio. kr. til grønne initiativer i landbrugserhvervene frem til 2014. (Foto: Colourbox)
12. nov 2011 kl. 00:12 af Felix B. Stark

Danmark skal være førende inden for grøn teknologi, mener regeringen, som har sat 210 mio. kr. af til at støtte initiativer, der kan gøre landbrug og fødevareproduktion grønnere og mere effektiv, og konkurrencedygtig i forhold til udlandet.

Den tidligere regering afsatte i Grøn Vækst planen 145 mio. kr. årligt i tre år til miljøforbedrende teknologi. Nu forhøjer den nye regering det beløb med 70 mio. kr. årligt i tre år. Dermed bliver der altså samlet afsat 645 mio. kr. til grønne initiativer i landbrugserhvervene frem til 2014.
"Ideerne bobler, og ordningen kan slet ikke følge med de mange kreative initiativer. Derfor har jeg tilført flere penge med det samme. Det håber jeg, er med til at bringe ny optimisme og vækst til landmænd og miljøteknologiske virksomheder," siger fødevareminister Mette Gjerskov.
Miljøteknologi-puljen, som giver tilskud til 40 pct. af udgifterne til investeringer i grønne teknologier, har haft stor søgning i de foregående år. I 2010 blev der søgt for ca. 450 mio. kr. og i 2011 for knap 270 mio. kr. Pengene kommer fra en omprioritering af landdistriktsmidlerne fra EU’s støtteprogram og 70 mio. kr. bliver afsat allerede her i 2011. De resterende 140 mio. kr. bliver afsat over de kommende to år.

Husk at lempe reglerne
De ekstra midler bliver godt modtaget i Landbrug & Fødevarer, fordi forskning på området kan understøtte erhvervets konkurrenceevne og dermed føre til øget eksport.
”Det er vigtigt for erhvervet at få så stort et udbud af miljøteknologiske løsninger som muligt og dermed sikre den nødvendige innovation. Men vi vil også gerne understrege, at der er behov for at se på de meget bureaukratiske og fordyrende krav til dokumentation af miljøteknologiske løsninger, som stilles i forbindelse med miljøgodkendelsesordningen,” siger Anette Christiansen, miljøchef i Landbrug & Fødevarer.

Læs også For meget bureaukrati svækker konkurrenceevnen

Seneste nyt