Lort, leg og legoklodser

(Foto: Peter Prik Larsen)
14. nov 2011 kl. 14:57 af Thomas Hovgaard

Danske skolebørn prøver at løse store udfordringer ved at udvikle problemløsende Lego-robotter. I år var temaet ”mad”. Derfor var Landbrug & Fødevarer med på sidelinjen.

På ingeniørhøjskolen i Ballerup blev der i weekenden mellem godt 600 skoleelever dystet om at lave den sejeste robot i årets danske First Lego League-finale, hvor opgaven bestod i at konstruere en Lego-robot, som kan løse nogle grundlæggende udfordringer om mad.
Og der var stor opfindsomhed blandt deltagerne, som var skolebørn fra 5. til 8. klassetrin, som forsøgte at komme med løsninger på problemer på alt fra økologi til bakterier.
I otte uger op til finalen har elever og lærere arbejdet med teoretiske og praktiske opgaver som et fast undervisningsforløb. Og fordi det i år handler om mad, har Landbrug & Fødevarer været med som sponsor.
Afdelingen for Skolekontakt har klædt 50 lærere på ved et kursus og virksomheder som Kopenhagen Fur, Toms og en række landmænd har givet en bred introduktion til moderne fødevareproduktion og en indføring i de mest moderne og teknologiske hjørner af landbrugs- og fødevareerhvervet.

Store karrieremuligheder
Direktør for Landbrug & Fødevarer, Annette Toft, lagde i sin tale ved prisuddelingen vægt på, at der blandt de mange dygtige og innovative skoleelever var rige muligheder, hvis de overvejer at gøre karriere inden for landbrugs- og fødevareerhvervet.
”Det danske landbrugs- og fødevareerhverv gør sig særligt bemærket internationalt, fordi det er i stand til at udvikle og producere fødevarer både effektivt og bæredygtigt. Og det skyldes ikke mindst det høje vidensniveau, som er et produkt af generationers viden og den høje uddannelse af specialiserede kandidater. Derfor er det også med stor glæde, at Landbrug & Fødevarer støtter op om First Lego League og sponserer projektet, så vi fortsat kan udvikle os som en førende fødevarenation, der også kan hjælpe med at øse ud af globale udfordringer inden for klima og energi,” sagde Anette Toft.

Fra lort til lys
På Ingeniørhøjskolen blev der også plads til erhvervsorganisationens rullende biogasinstallation ”Fra lort til lys”, hvor et par landmænd hjalp børnene med at presse små halmballer, så de mere end 3.000 deltagere og gæster kunne opleve, hvordan landbrugs- og fødevareerhvervet bidrager med løsninger på samfundets energiudfordringer.

Læs også: Fra lort til lys blandt børn og vilde dyr

På verdensplan deltager ca. 20.000 børn i over 55 lande i First Lego League. Vinderen af den danske finale blev en klasse fra Ballerup.

Seneste nyt