Brasilien anlægger sag mod EU

(Foto: Colourbox)
23. nov 2011 kl. 15:03 af Thomas Hovgaard

EUs kvalitetskrav til den brasilianske oksekødsindustri koster landet dyrt på eksporten. Derfor lægger den brasilianske regering nu sag an mod EU. Men chancerne for at vinde er små, vurderer ekspert.

Da mund- og klovsygen i 2005 sendte den brasilianske oksekødsproduktion til tælling, betød det ikke kun, at der skulle aflives tusindvis af syge kreaturer og tabes en masse penge på en af landets helt store eksportområder. Oven i sendte EU nemlig også en liste med nye krav, som landet siden hen har haft store vanskeligheder ved at leve op til. Utilfredshed med EUs krav får nu det brasilianske landbrugsministerium til at anlægge sag mod EU-kommissionen ved World Trade Organisation, WTO. Det kunne man den 10. november læse i det brasilianske dagblad Valor Economico.
”Det er ikke helt klart, om sagen udelukkende vil gå på de kvalitetskrav, EU stiller til de brasilianske oksekødsproducenter, som er særlige dokumentationskrav til, hvor længe dyrene har været det samme sted før slagtning, eller om det også handler om udnyttelsen af landets Hilton-kvote på 10.000 tons oksekød om året til EU,” siger chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Ole Meland.
Hilton-kvoten betyder, at Brasilien kan afsætte 10.000 tons kvalitetsoksekød til Europa til en told på kun 20 pct., men ifølge Ole Meland udnyttes den langt fra.
”Jeg vurderer, at kun 10 pct. af Hilton-kvoten bliver brugt nu, fordi EU ikke mener, at de lever op til de nye sikkerhedskrav, og når en grov tommelfingerregel siger, at der er en merfortjeneste pr. kg kød på en tyver i dette system, er det mange penge, de brasilianske slagterier går glip af. Det forklarer også, hvorfor de presser så hårdt på for at få deres regering til at anlægge sag,” siger han.

Dyre advokater
Ifølge chefkonsulenten har det taget lang at nå til en beslutning om at lægge sag an mod EU. Og det skyldes både, at brasilianerne ikke har en særlig god sag, og at den type sager typisk er dyre at føre.
”Jeg tror, at den brasilianske regering har tøvet længe, fordi de ved, at de i virkeligheden ikke tror, de vil vinde sagen. Slagterierne og landbrugsorganisationer har presset regeringen hårdt på for et sagsanlæg, som skal op på regeringsniveau, og sagen vil blive meget dyr i advokatomkostninger, og de risikerer at tabe,” siger Ole Meland.

Læs også: Brasilien fordobler mælkeimporten

EUs krav efter mund og klovsygeepedemien i 2005 betyder, at man skal kunne dokumentere, at dyrene har været i en EU-godkendt delstat i mindst 90 dage og på en EU-godkendt farm i mindst 40 dage inden slagtning. Formålet med kravene er at sikre, at der ikke blandes med dyr fra det nordlige Brasilien og Bolivia, hvor mund- og klovsygen menes at stamme fra.

Seneste nyt