Hotdogs mod fattigdom

(Foto: Privat)
22. nov 2011 kl. 09:20 af Lene Rudbæk Aarup

En dansk pølsevogn i Indien er lidt af et særsyn. Men her kan en ristet med det hele hjælpe fattige indere til et bedre liv.

Selv om pølsevognen ”Pølle” rejser på diplomatpas, tog det lidt tid at få pølser, ketchup, sennep, ristede løg og påskebrød gennem tolden – men det lykkedes at få det hele frigivet takket være den danske ambassadør i Indien, Freddy Svane. Dermed er verdens mest berejste pølsevogn nået til Indien sammen med indehaveren Fanny Posselt, der også er kendt som the PølseWoman. Men hvad skal en pølsevogn helt til Indien efter? Svaret er, at den skal gøre en forskel for fattige indere.
”Pølsevognen tiltrækker opmærksomhed. Og det betyder samtidig opmærksomhed for dem, vi gerne vil skabe forandring for. På den måde tiltrækker den også andre, f.eks. personer eller virksomheder, der gerne vil være med til at skabe forandring,” fortæller Fanny Posselt gennem en hullet skype-forbindelse fra den lille fattige by Chetpet i Indien.
Her hjælper pølsevognen lige nu med at rejse penge til den tekniske skole CODEP ITI i et af de fattigste områder i det sydøstlige Indien.

Pølsevognen begejstrer
Og inderne i byen er vilde med den rullende danske fastfood-bod. De har aldrig set noget lignende, for det nærmeste, de kommer rullende fastfood, er de lokale primitive madvogne. Selv om pølserne har siddet fast i tolden, og Fanny Posselt derfor har været nødt til at lave en lokal udgave af en hotdog, har vognen vækket begejstring.
”De synes, den er vildt hyggelig, og de er meget interesserede i at kigge ind i den. Den har en cykel monteret på, som kan generere strøm, og de var helt vilde med at cykle på den og skiftedes til det,” fortæller hun.
I byen bliver cirka 110 unge mænd i alderen 16 til 22 år uddannet, blandt andet som svejsere og mekanikere, og når de har fået to års uddannelse, får de så meget i løn, at den enkelte dreng kan løfte sig selv og hele sin familie ud af fattigdom. Pølsevognens formål er at indsamle penge og skabe opmærksomhed omkring projektet, så flere unge mænd fra området kan blive uddannet. Samtidig skal skolen have tilknyttet mikrovirksomheder, som f.eks. kan være et lille mejeri. De lokale fra landsbyen kan så købe en ko ved hjælp af mikrolån og derefter tjene penge på at sælge mælken til mejeriet.
”Projekterne skal afspejle de lokale behov, og i går havde vi 175 fattige indere med til en workshop, hvor vi skulle finde ud af, hvad behovet er,” siger The Pølsewoman, som i disse dage udover workshoppen har rejst rundt og besøgt elevernes familier, der er blandt de allerfattigste i Indien.

Dansk madkultur på rundrejse
Samtidig med, at pølsevognen skaber opmærksomhed, spreder den kendskabet til dansk madkultur og i særdeleshed de danske hotdogs. Og tanken bag projektet er netop den store opmærksomhed, en pølsevogn tiltrækker.
”Det startede med, at vi i Danmark støttede dem, der ingen opmærksomhed fik i medierne, blandt andet børn og unge med cystisk fibrose og senere børn med gigt. Da jeg kunne se, at projektet var bæredygtigt, valgte jeg i 2007 at rejse rundt i hele verden,” siger Fanny Posselt.
Siden har pølsevognen blandt andet rejst penge til et børnehjem for børn af kriminelle i Kina og afholdt workshops i entreprenørskab i Kalahari-ørkenen i det sydlige Afrika. Den røde tråd er stadig, at pølsevognen hjælper sager, der ellers ingen opmærksomhed får – ligesom projektet i Indien, som Fanny Posselt fik kendskab til gennem sit samarbejde med Grundfos, som installerede en brønd med rent vand hos den tekniske skole.
Snart tager Fanny Posselt og Pølle videre til den større by Bangalore og møder store virksomheder og det danske community. Her bliver der dog ikke uddelt gratis hotdogs som i Chetpet. Til gengæld kan man få en hotdog og donere et beløb til skolen. Derudover har pølsevognen været en tur i Lichtenstein og samle penge ind til skolen, og den var også en tur backstage på Smukfest i Skanderborg og samle penge ind til projektet.

Pølsevognen ”Pølle” og Fanny Posselt startede turen i den gamle danske koloni Tranquebar i Indien den 12. november og fortsætter rejsen indtil den 29. november. På India Tour 2011 samarbejder Pølsevognen med www.xchangeaid.com og den danske ambassadør i Indien Freddy Svane. ”Pølle” har tidligere haft fodboldlandsholdet og danske skuespillere involveret. ”Pølle” har besøgt 13 lande ud over Danmark og har gennem årene delt over 35.000 gratis hotdogs ud. Fanny Posselt har med sin pølsevogn et samarbejde med 15 danske virksomheder, blandt andet Steff Houlberg og Paaskebrød, som sponsorer brød og pølser.

Seneste nyt