Netværk af mejerier vandt arbejdsmiljøpris

De stolte prismodtagere fra Netværket af mindre Mejerier umiddelbart efter prisoverrækkelsen. Det er Ole Brander, mejerichef på Grøndal Mejeri, i midten. Foto: Jakob Boserup.De stolte prismodtagere fra Netværket af mindre Mejerier umiddelbart efter prisoverrækkelsen. Det er Ole Brander, mejerichef på Grøndal Mejeri, i midten. Foto: Jakob Boserup.
30. nov 2011 kl. 13:33 af Christian Erin-Madsen

Et netværk på 19 mindre danske mejerier vandt i dag Arbejdsmiljørådets førstepræmie i kategorien Muskel-skeletpåvirkninger.

At det kan betale sig at gå sammen om at forbedre arbejdsforholdene hos danske mejerier, blev der i dag sat pris på. Nærmere bestemt Arbejdsmiljøprisen, som blev uddelt af Arbejdsmiljørådet i DGI-Byen i København. Her var i alt 12 virksomheder, netværk og foreninger nomineret i hver deres fire kategorier. En af disse var ”Muskel-skeletpåvirkninger” og her blev ”Arbejdsmiljønetværk for mindre mejerier” belønnet med førstepræmien. Et netværk, der blev dannet tilbage i 2008 og består af 19 mindre danske mejerier, der er gået sammen om at udvikle nye simple teknologier, der kan reducere tunge løft og hjælpe på medarbejdernes nedslidning.

”Ved at holde fokus på tunge løft og ved at arbejde ud fra faste kriterier er det lykkedes at få udviklet tekniske hjælpemidler, der reducerer belastninger i arbejdet væsentligt – imod svære odds,” lød en del af motivationen, som blev læst op af Leo Bjørnskov, formand for Arbejdsmiljørådet samt for dommerkomiteen, der har udvalgt virksomhederne.

Fælles problemer skabte grobund
Det var en meget stolt Ole Brander, mejerichef på Grøndahl Mejeri og en af repræsentanterne for netværket, der modtog prisen.

”Vi havde aldrig tænkt den tanke, da vi i sin tid dannede netværket, at vi kunne komme til at stå her. Vi kunne se, at alle mindre mejerier i sin tid havde problemer, der lignede hinanden, og derfor blev vi enige om at gå sammen om at finde fælles løsninger,” fortalte han.

De tre øvrige prisvindere var emballageproducenten SCA Packaging, der vandt i kategorien Arbejdsulykker. Den døgnbemandede institution Lindevang, der arbejder med psykisk syge, vandt i kategorien ”Psykisk Arbejdsmiljø”, mens Rigshospitalet vandt for ”Arbejdsmiljø som strategisk element”.

Læs mere om Arbejdsmiljøprisen

Fakta

De 19 mindre mejerier i netværket er: Nørup Mejeri, Grøndal Mejeri, Aabybro Mejeri, Them Andelsmejeri, Endrup Andelsmejeri, Søvind Mejeri, Andelsmejeriet Sædager, Nørager Mejeri, Mammen Mejeri, Drøsbo Mejeri, Thise Mejeri, Lactosan, Jernved Mejeri, Aså Andelsmejeri, Løgismose Mejeri, Naturmælk, Bornholms Andelsmejeri, Premier Is og Øllingegaard Mejeri.

Seneste nyt