Englænderne er vilde med dansk økogræs

Fra 2009 til 2010 steg eksporten af danske økologiske græsfrø fra 657 tons til 825 tons.
(Foto: Colourbox)
Eksporten af økologiske græsfrø er steget markant de seneste par år, og 2011 tegner til at blive mindst lige så godt som 2010. Over halvdelen af frøene bliver solgt til England, men også USA er ved at komme med.
England, Tyskland og USA vil have danske økologiske græsfrø. Fra 2009 til 2010 steg eksporten af økologiske græsfrø fra 657 tons til 825 tons, hvoraf England står for godt halvdelen af eksporten, men også i Frankrig og Schweiz er der kunder til økofrø.
”Især det engelske marked for fodergræs har haft nogle gode år. Vi har haft en økologisk produktion, der har kunnet matche behovet i det engelske marked, og derfor har vi kunnet følge med i udviklingen på efterspørgslen,” forklarer salgs- og marketingsdirektør i DLF-Trifolium Søren Halbye.
Han håber på, at fremgangen fortsætter, så der kan blive produceret mere økologisk græs.
”Det er en god niche. Vi har dygtige avlere, der gerne vil avle mere frø, og dem støtter vi i at afsætte det,” siger Søren Halby.
Ingen fodboldbaner endnu
Der er også stor fremgang i eksporten til Tyskland, som aftager knap en fjerdedel, og til USA, som aftager omkring en ottendedel.
”Salget er ikke steget lige så meget i 2011, som det gjorde i 2010, men vi kan allerede nu sige, at i år og sidste år er to store økologiske år, og det er vi rigtig glade for. Så vi må håbe, at det er det nye niveau for fremtiden,” siger Søren Halbye.
Det er dog stadig de konventionelle frø, der er langt den største eksportvare, og Søren Halbye tilføjer, at de økologiske frø ikke har afgørende indflydelse på DLF-Trifoliums resultater.
”Men det er et spændende resultat for 2010, for vi synes, vi er gode til at producere økofrø, og prisen er også fornuftig,” siger han.
Stort set alt det frø, der bliver solgt, går til økologiske landbrug, som bruger det til kløvergræsmarker til foderproduktion. Der bliver endnu ikke solgt økologiske frø til anlægsarbejde, så den første økologiske fodboldbane, golfbane eller park lader stadig vente på sig.
Læs også: Græsset gror lystigt i Kina