Din landsdel sladrer om din aftensmad

En analyse fra FDB viser blandt andet, at frikadeller er mere populært i Vestjylland end iblandt københavnere. Foto: Colourbox.En analyse fra FDB viser blandt andet, at frikadeller er mere populært i Vestjylland end iblandt københavnere. Foto: Colourbox.
09. jan 2012 kl. 10:39 af Lene Rudbæk Aarup

Boller i karry og frikadeller havner ofte på vestjydernes bord. Det sker mere sjældent i København, hvor der til gengæld bliver spist masser af sushi. Én ting er alle danskere dog stort set enige om: Pasta med kødsovs er et hit.

Du bliver ikke kun, hvad du spiser. Det, du spiser, afhænger også af, hvor du bor. Det viser en undersøgelse foretaget af FDB Analyse. Den viser klare regionale forskelle i, hvad der havner på middagsbordene rundt omkring i landet.
Vestjyderne spiser oftest boller i karry og frikadeller – sidstnævnte er i øvrigt temmelig populært i hele Jylland. Til gengæld ser det helt anderledes ud med sushi – det bliver nemlig oftest spist af københavnere og nordsjællændere. Hvis landgennemsnittet for sushi-spisere bliver sat til indeks 100, ligger tallet for København på hele 249, mens det for Vestjylland ligger på sølle 26. Omvendt er indekstallet for vestjyske boller i karry og frikadeller på henholdvis 121 og 112, mens det for København ligger nede på hhv. 73 og 87.
”Forskellene på, hvad man spiser, er i høj grad historistiske og kulturelt betingede. F.eks. har vi tidligere fundet ud af, at der i Sønderjylland er en klar tysk tradition i form af kål og pølser. Og det med kål kunne resten af Danmark jo godt lære noget af. Tarteletter bliver spist længere nord på – der er en slags tarteletlomme i Vestjylland,” forklarer analysechef i FDB Lars Aarup.

Trends starter i København
”I den anden ende af skalaen ser vi det mere forfinede som sushi, som bliver spist i København, og det hænger meget sammen med urbanisering og uddannelsesniveau. Det er det nye, spændende og smarte. Men det er begyndt at brede sig til Jylland – sushien er på fremmarch,” siger han og tilføjer, at det ofte er sådan, at en trend starter i København og Nordsjælland og breder sig til resten af landet.
”Det skyldes nok, at der er flere nye impulser i storbyerne og København. Der er andre folkeslag, så når der åbner en butik, der sælger noget andet, end vi er vant til, tager vi det til os. Det er f.eks. sket med sådan noget som hummus og falafel. Det betyder dog ikke, at det danske køkken bliver taget af menukortet – det bliver bare blandet op med nogle andre ting,” siger Lars Aarup.
Den betragtning har chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen også gjort sig.
”I storbyerne er befolkningen mere sammensat end i Skjern, Tarm og Ringkøbing. I kraft af det har vi forskellige madvaner. Dem, der bor i København, er hurtigere til at tage nye madkulturer til sig. Pizzariaerne lå også først i København, og nu ligger de jo i alle små byer,” siger han.
Han mener dog ikke, at Københavnerne helt har droppet de danske hverdagsretter:
”Man spiser jo også boller i karry i København. Men det bliver bare skubbet i baggrunden, fordi der kommer nye middagsretter til.”

Svinekam i Nordjylland
Klaus Jørgensen påpeger, at det for supermarkederne godt kan betale sig at spekulere i, hvor noget er populært.
”Det siges, at hvis der er svinekamme på tilbud, bliver de revet væk i Nordjylland. Det gør de til gengæld ikke på Nørrebro i København, så det kan godt betale sig for butikkerne at sende en ordentlig ladning svinekamme til butikkerne i Nordjylland og så have færre af dem i København,” siger han.
Én ret kan stort set alle danskere dog blive enige om: Pasta med kødsovs er bare sagen. Og det er der en grund til:
”Pasta med kødsovs er hurtig at lave, og det er nemt at have råvarer til, for der skal bruges få ingredienser. Børn kan også lide det, og det er nemt at spise,” siger Klaus Jørgensen.

Fakta

FDB Analyse har i efteråret 2011 set på forskellige middagsretter. Her viser vi det sted, en ret er mest populær og der, hvor den er mindst populær:
(Tallene er indekstal, hvor indeks 100 er landgennemsnittet)

Boller i karry: Vestjylland: 121 – København: 73
Frikadeller: Vestjylland: 112 – København: 87
Sushi: København: 249 – Vestjylland: 26
Tarteletter: Vestjylland: 157 – Nordsjælland: 44
Pasta med kødsovs: Fyn: 106 – Nordjylland: 96

Se, hvordan resten af landet spiser på:
Fdb.dk/mad-o-meter

Seneste nyt