Ny FAO-chef vil udrydde sult

Det er især bistanden til Afrika, der i følge FAOs ny generaldirektør skal hæves
(Foto: Colourbox)
FAOs nye brasilianske generaldirektør Graziano da Silva bebuder en ny ambitiøs kurs for FNs landbrugsorganisation. Han vil bl.a. afbureaukratisere FAO og øge bistanden til de mest forarmede dele af verden.
Det skal være slut med sultne mennesker i verden, hvis det står til den nyudnævnte chef for FNs levnedsmiddel- og landbrugsorganisation FAO, brasilianeren Graziano da Silva. FNs hidtidige mål om at halvere antallet af sultne mennesker på jorden er ikke længere ambitiøst nok.
”Under sin første pressekonference sagde Graziano, at hans ambition var mere end blot at halvere antallet af sultne – sulten skulle helt udryddes,” rapporterer den danske statskonsulent i Rom, Søren Skafte.
Kampen for at udrydde sult skal koordineres med indsatsen mod andre globale udfordringer. Det gælder f.eks. om at styrke de nationale økonomier, beskytte naturressourcer, reducere drivhusgasser og lave klimatilpasning.
”Generaldirektøren understregede vigtigheden af et fornyet globalt fokus på at sikre fødevaresikkerheden, og han ønsker at øge den støtte, FAO yder til lavindkomstlande og lande med fødevareunderskud, især dem, der kæmper med langvarige kriser. Og her tænker han specielt på Afrika,” fortæller Søren Skafte.
Han vil trimme FAO
Graziano vil reformere FAO og effektivisere organisationens arbejde.
”Hvis det står til ham skal bureaukratiske lag i FAO-hovedkvarteret i Rom reduceres, og de frigivne ressourcer skal overføres til decentrale enheder, der samtidig skal have mere ansvar. De konkrete initiativer vil blive nærmere behandlet på de kommende måneders regionale FAO-konferencer,” siger statskonsulenten.
Mere åben for GMO
Hverken på mødet med de regionale repræsentanter eller på pressemødet i Rom blev der boret i mere kontroversielle spørgsmål. Den amerikanske repræsentant understregede dog behovet for at tage alle midler i brug i kampen mod sult ”including new technologies” og på pressemødet gled Graziano af på et spørgsmål om biobrændstoffer.
”Mens forgængeren Jacques Diouf var nærmest konfliktsky virker Graziano opsat på at give FAO en mere markant profil. Det må således forventes, at FAO vil indtage en mere åben holdning til bioteknologiske løsninger på fødevareforsyningsproblemer og en mindre kritisk holdning til biofuel under den nye generaldirektør. Graziano har i interviews i forsigtige vendinger tilkendegivet en fordomsfri holdning til genmodificerede organismer, GMO,” siger Søren Skafte.
Blå bog på FAOs nye genraldirektør
Graziano da Silva er født i 1949 og har både brasiliansk og italiensk statsborgerskab. Han har en bachelorgrad i agronomi, en kandidatuddannelse i landbrugsøkonomi og sociologi fra universitetet i Sao Paulo samt en Ph.D. i økonomi fra University of Campinas. Graziano da Silva bliver den ottende generaldirektøren for FAO og er valgt for perioden frem til 2015. Han efterfølger Jacques Diouf fra Senegal, som sad på posten fra 1994 til 2011.