Økomesse skal sikre eksportvækst for danske økologiske fødevarer

Billedet er taget på sidste års BioFac-messe, hvor dansk økologi også var stærkt repræsenteretBilledet er taget på sidste års BioFac-messe, hvor dansk økologi også var stærkt repræsenteret (Foto: Bischof & Broel)
11. jan 2012 kl. 15:32 af Christina Holm Eiberg

Årets BioFach-messe i Tyskland i februar skal bruges til at sikre fortsat vækst af dansk øko-eksport.

Eksporten af økologiske danske fødevarer har for femte år i træk sat rekord: Fra 2006 til 2010 er værdien af Danmarks øko-eksport tredoblet, så den nu udgør 857 mio.kr., viser tal fra Danmarks Statistik. Det er især salget af mejeriprodukter, der sidder på halvdelen af eksporten og driver den danske øko-eksport fremad. Men også salget af svinekød og grøntsager er stigende.
”Det er meget positivt, at vores økologieksport har kunnet fortsætte en fremgang gennem de år, hvor krisen ellers har bidt sig fast på vores eksportmarkeder,” forklarer Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer.

Yderligere økologisk vækst i 2012
Regeringens initiativer for en økologisk eksportstrategi kan være med til at sikre en yderligere vækst i eksporten, lyder buddet fra økologichefen, der bl.a. sætter sin lid til, at de danske producenter kan finde yderligere afsætningsmuligheder på verdens største messe for økologiske produkter, BioFach, der finder sted fra 15. - 18. februar i år.
Der forventes omkring 25 danske fødevareproducenter til messen, som både vil præsentere kendte og nye produkter over for de udenlandske aftagere.

Læs også: Biofach - Det økologiske mødested i Nürnberg

Fakta

BioFach finder sted i Nürnberg, Tyskland. Temaet for dette års messe er bæredygtighed som en særlig del af det økologiske ansvar. Omkring 2.500 udstillere fra hele verden forventes ifølge arrangørerne at deltage på messens fire dage, hvor 44.500 indkøbere fra 130 lande også lægger vejen forbi. Messen har fundet sted siden 1990. Landbrug & Fødevarer samarbejder med Økologisk Landsforening om den danske stand med støtte fra Fødevareministeriet.

Seneste nyt