USA vil bruge mindre antibiotika

Amerikanske dyr får seks gange så meget antibiotika som danske
(Foto: Colourbox)
Den amerikanske sundhedsstyrelse vil have landmænd og dyrlæger til at bruge mindre antibiotika. Det gælder især de bredspektrede cephalosporiner, som danske landmænd er holdt op med at bruge.
I den danske kødproduktion har man for længst forbudt brugen af de bredspektrede antibiotika cephalosporiner, der anvendes til sygdomsbehandling af mennesker. Men i USA bruges de stadig flittigt til f.eks. behandling af lungebetændelse hos kvæg og svin og til at nedbringe dødeligheden hos nyudklækkede fjerkræ. Står det til US Food and Drug Administration, USFDA, skal amerikanske landmænd og dyrlæger skrue ned for forbruget. Det har netop været fremme i de amerikanske medier, rapporterer den danske statskonsulent i Washington, Steen Steensen.
”Fra den 5. april er det således ikke længere tilladt at bruge cephalosporiner præventivt, f.eks. i foder, men kun terapeutisk på baggrund af en recept fra dyrlægen. Ifølge USFDA er det nødvendigt at tage dette skridt for at kunne bevare effekten af disse typer antibiotika hos både dyr og mennesker. USFDA arbejder i øjeblikket videre på et forslag vedr. en større regulering af kødindustriens brug af tetracyclin og, især, den omfattende brug af penicillin,” fortæller Steen Steensen.
Så sent som i 1997 var ingen salmonellabakterier resistente overfor Ceftiofur, som er et særligt cephalosporin præparat, mens 12,7 pct. af salmonellatilfældene hos kyllinger blev testet resistente overfor Ceftiofur i 2009.
”I den amerikanske kødproduktion forsvarer man sig med, at den overdrevne og vilkårlige ordinering af antibiotika til mennesker er et mindst lige så stort problem som antibiotikabrug hos produktionsdyr. National Chicken Council har desuden påpeget, at der ikke er videnskabelig klarhed over, i hvor høj grad medicineringen i kødproduktionen har indflydelse på resistensproblemet,” siger Steen Steensen.
Bruger seks gange mere end den danske produktion
Danmark bliver i den amerikanske presse generelt fremhævet som foregangsland på området. Det har været fremme, at den amerikanske svineproduktion bruger op til 6 gange mere antibiotika end i den danske produktion.
”Kongresmedlem Louise Slaughter, der i øvrigt er uddannet mikrobiolog, mener, at forslaget kommer alt for sent og ikke er vidtgående nok. Hun har i forbindelse med anvendelsen af antibiotika i foder før påpeget, at ”man jo heller ikke drysser antibiotika på sine børns morgenmad, fortæller statskonsulenten.
Han mener langt fra, at det bliver det sidste ord i den sag.
”Problemet er bl.a. omtalt i det velanskrevne Washington Post og man kan være sikker på, at der i den kommende tid vil blive fulgt op på problemerne både fra politisk side og fra miljø- og forbrugergrupper,” siger Steen Steensen.
Læs også: USA skal lære af Danmark