Briterne foretrækker bacon frem for dronningen

Det bedste ved Storbritannien er, ifølge briterne selv, baconsandwichDet bedste ved Storbritannien er, ifølge briterne selv, baconsandwich (Foto: Colourbox)
14. feb 2012 kl. 15:48 af Simon Cantor

En baconsandwich er det, briterne elsker mest ved Storbritannien. Dronningen må nøjes med en beskeden 15. plads, mens ”cheese rolling” kommer ind som nummer 50.

Hvis briterne stod med valget mellem baconsandwich og dronning Elizabeth, så ville valget formodentlig falde på den fedtdryppende klapsammen. Televirksomheden T-Mobile har i forbindelse med et reklamefremstød, der fejrer alt det gode ved de engelske øer, spurgt 60.000 briter om, hvad de elsker mest ved Storbritannien, og på førstepladsen finder man den salte og sprøde ”bacon sarnie”, mens hendes majestæt indtager 15. pladsen – to pladser bag cheddarost.

Og vejen til briternes hjerte går tydeligvis gennem maven – fødevarer står for fem af de ti højest placerede ting på listen. Baconsandwichen skyller briterne ned med en varm kop te, der har indtaget 3. pladsen, mens den traditionelle søndagssteg snupper 2. pladsen. Signaturretten fish’n’chips tager 9. pladsen, mens de sprøde Yorkshire puddings klemmer sig ind på en 10. plads.

Se hele listen

Der er også blevet plads til en kombination af sport og mad på plads nummer 50, der indtages af den særegne sportsgren ”cheese rolling”. En årlig begivenhed, hvor deltagerne jagter en ost, der triller ned af en stejl bakke – første mand i mål vinder osten.

 

Seneste nyt