Dansker laver økologiens bedste nye produkt

. I går vandt Iben Büchert, der ejer firmaet Mill & Mortar, prisen for "Bedste nye økologiske produkt" på verdens største økologiske fødevaremesse.
(Foto: Helle Quistgaard)
Det var drømmen om eksotiske rejser og lækker mad samt fire et halvt års mere praktisk end festklædt dagligdag, der ledte til en fornem prisoverrækkelse til danske Mill & Mortar.
For godt fire år siden skiftede Iben Büchert spor i sit liv. Den handelshøjskoleuddannede kvinde sprang ud som iværksætter. Med i bagagen havde hun en uddannelse fra CBS, et ønske om at komme på eksotiske rejser og endelig en ildsjæls entusiasme overfor god mad og fødevarer. I går vandt Iben Büchert, der ejer firmaet Mill & Mortar, prisen for "Bedste nye økologiske produkt" på verdens største økologiske fødevaremesse, Biofach i Tyskland. Prisen fik hun for sin nøddeserie; et produkt der både visuelt og smagsmæssigt skiller sig ud på messen.
"Man kan godt have et fedt designerkøkken, selvom man er økolog. Og man behøver altså ikke at gå i træskostøvler", siger direktøren med et smil.
Bemærkningen falder, da flere på standen kommenterer produkternes moderne, enkle og farverige emballage. Der er ikke meget frelst, økofromt, 70'er look over Mill & Mortars nøddeserie.
Det var egentlig peber, der startede det hele. Peber er danskernes mest anvendte krydderi, men mens kvaliteten på mange andre fødevarer konstant var under forbedring og udvikling, fandt Iben, at danskerne levede med det samme støvede gamle peber i bøsserne i de danske hjem.
"Helt enkelt ville jeg gerne vise forbrugerne den mangfoldighed, der er i peber. Jeg satte mig for at finde de ti bedste pebersorter i verden. Det lykkedes mig at finde ni. I dag det det blevet til over 60 forskellige krydderier og krydderiblandinger samt nøddesortimentet, som vi sælger internationalt", siger Iben Büchert.
Salget går godt. Men direktøren er realist.
"Vi har en god forretning, men vi kan ikke leve af salget i Danmark alene. Jeg har hele tiden været bevidst om, at dette skulle være et internationalt brand. Det er også derfor, vi er med her på messen," siger direktøren.
Med den fornemme pris fik hun endnu et vigtigt salgsargument overfor sine udenlandske kunder.
"Jeg skal helt klart bruge prisen i markedsføringsøjemed. Og så er det et klap på skulderen. Det kan man godt bruge, når dagligdagen tit er mere praktisk og jordnær end eksotisk," siger prisvinderen.
Læs også Indien naar 2 mio øko-hektar i 2012