Indien når 2 mio øko-hektar i 2012
Indien er valgt som årets BioFach-land på verdens førende bio-messe, der finder sted i Tyskland i denne uge. Indien selv stiller talstærkt op for at udnytte muligheden for at brande sig, men også set med danske eksportøjne er landet interessant.
Verdens største messe for bio-produkter,
BioFach, bliver denne uge afholdt i Nürnberg i Tyskland, og som en fast tradition får ét land et særligt stort fokus under titlen ”Årets Land”. I år er Indien blevet udpeget, og møder derfor talstærkt op med hele 40 forskellige udstillere, der fordeler sig ud over mere end 1.000m2 plads.
"Vi føler os meget beærede og glæder os over, at Indien i februar 2012 vil stå i centrum for den førende messe i verden," sagde Asit Tripathy, direktør for APEDA, den statslige indiske eksportudviklingsvirksomhed, da han i februar 2011 underskrev kontrakten med BioFach.
Baggrunden for udvælgelsen er, at Indien er godt på vej til at blive en af verdens førende handelsnationer på området, blandt andet med et voksende økologisk landbrugsareal, som i 2012 forventes at runde 2 mio. hektar, ligesom de forventer et stort spring i omsætning i de kommende år. Og det er blandt andet det, der skal reklameres for.
"Inden for fem år burde vi nå en omsætning på en milliard amerikanske dollar i eksport af biodynamiske fødevarer, biobomuld og andre nonfood-produkter," sagde handelsminister Rahul Kullar således i 2011 om Indiens vækstperspektiver, som nu blandt andet bliver omtalt og markedsført på BioFach-messen i Nürnberg.
Læs også:
Økomesse skal sikre eksportvækst for danske virksomheder
Hjælper til at autorisere Indien Danmark har selv tilbage i 2009 prøvet at være valgt som årets land, hvilket kastede en del omtale af sig. Og Mette Gammicchia, teamleder for markedsudvikling hos Landbrug & Fødevarer, påpeger, at der er adskillige mærkbare fordele i at være årets land på BioFach-messen.
”Indien får på denne måde mulighed for at lægge vægt på, at de er en seriøs leverandør til det europæiske marked, hvor det økologiske forbrug er højt. Og ikke mindst at det er et marked, man satser på fremover. Nu får de taletid til at levere budskabet om, at de står for en høj standard, når det kommer til økologi, og at de er værd at satse på fremover. Det hjælper til at autorisere dem,” siger Mette Gammichia.
Hun mener, en af de mest spændende ting at følge i de kommende år bliver, om Indiens indenrigsforbrug også kan følge med.
”En ting er deres fokus på produktion og eksport, men hvis deres indenrigsmarked også begynder at rykke, kan det meget vel være, de får brug for importerede varer på et tidspunkt, og det kan på lang sigt blive særdeles interessant set med danske eksportøjne,” siger Mette Gammichia.
Læs mere om årets bioFach-messe