Mere frihed til de danske søer

Et nyt forskningsprojekt vil forkorte farende og diegivende søers ophold i farebokse fra 28 dage til 3-5 dage
(Foto: Arkiv)
Et nyt forskningsprojekt skal udvikle et stisystem, der giver mere bevægelsesfrihed til farende og diegivende søer. Systemet vil gavne både soen, de nyfødte pattegrise og i sidste ende landmanden.
Forskere fra Københavns Universitet vil forkorte farende og diegivende søers ophold i bokse fra 28 dage til omkring 3-5 dage. Det skal ske ved at udvikle et helt nyt stidesign, hvor søerne bruger væsentlig mindre tid i fareboksen. Fareboksen beskytter de nyfødte mod at blive klemt ihjel af deres mor, men ifølge lektor Christian Fink Hansen, Animal Science, KU-Life, så kan ungerne sagtens klare sig efter få dage.
”Undersøgelser viser, at det er i de første 3-5 dage efter faringen, at der er en væsentlig risiko for, at ungerne kommer i klemme under soen og dør. Hvis søerne er løse i denne periode, betyder det faktisk en forøget pattegrisedødelighed på 1-2 grise per kuld. Det er derfor vigtigt for ungernes overlevelse, at soen ligger i boks i de allerførste kritiske dage efter faringen. Derefter er ungernes sanseapparat og energiressource blevet så meget bedre, at de langt bedre kan passe på sig selv, siger lektoren.
Forskningsprojektet løber over tre år, og Christian Fink Hansen forventer, at alle farende og diegivende søer på sigt bliver opstaldet i løsdrift, da systemet sikrer mere frihed til søerne, men giver også landmanden sunde og stærke pattegrise.
”Når soen ikke opstaldes i boks, men i stedet frit kan bevæge sig, fremmer det mælkeproduktionen, så grisene vokser hurtigere til gavn for landmanden,” siger Christian Fink Hansen.
Læs mere om projektet