Grænseløs honning på vej

”Det er noget nyt og lidt pudsigt, at man på tværs af to landegrænser har taget hinanden i hånden og besluttet sig for, at begge parter har en aktie i den særlige honning, og det derfor skal have et oprindelsesmærke, så man kan se, hvilken region det kommer fra,” forklarer Susanne Kofoed, som er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.
(Foto: Colourbox)
EU har netop givet tilsagn om et oprindelsesmærke, der krydser landegrænsen mellem Polen og Litauen. I Danmark er der et stort uudnyttet potentiale for at brande os på madens oprindelse.
Bier behøver ingen grænsekontrol, og det er de glade for i Polen og Litauen. For et sted mellem de to landes grænse summer bierne frem og tilbage for at suge nektaren fra en særlig blanding af blomster, som kun vokser dér.
Faktisk er honningen her så speciel, at den ikke ligner nogen anden honning, og det har fået biavlerne i området til at søge om at give honningen et oprindelsesmærke, som går på tværs af grænsen.
Oprindelsesmærket er en særlig EU-kvalitetsordning med fokus på, hvilken oprindelse fødevarerne har. Det kan enten være dyrket eller forarbejdet et bestemt sted, og mærket henviser til, at der er tale om en særlig kvalitet, da varen er helt unikt. Og nu findes der altså et oprindelsesmærke, som kommer fra to lande på én gang.
”Det er noget nyt og lidt pudsigt, at man på tværs af to landegrænser har taget hinanden i hånden og besluttet sig for, at begge parter har en aktie i den særlige honning, og det derfor skal have et oprindelsesmærke, så man kan se, hvilken region det kommer fra,” forklarer Susanne Kofoed, som er chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.
Læs også: Bier ingen adgang
Danmark halter bagud
Herhjemme er vi ikke rigtig kommet med på ideen om at få oprindelsesmærker på varerne. I modsætning til et land som Italien, der har rigtig mange. Faktisk er det kun gulerødder fra Lammefjorden og ostene Danablu og Esrom, der har oprindelsesmærker herhjemme, men flere er på vej, og netop nu afventer fire andre danske mærker at få oprindelsesstemplet (se faktaboks).
”Danske fødevarer er i forvejen velansete på eksportmarkedet, så det vil være fint at se på, hvordan vi kan styrke vores position endnu mere. Det kan også kobles sammen med ny nordisk mad, som står højt på den gastronomiske dagsorden, så man kunne lave en kobling mellem det og vores gode fødevarer,” slutter Susanne Kofoed.
Læs mere om oprindelsesmærkning af fødevarer