Land-TV: Hvor kommer mælken fra?

LandTV har produceret et børneprogram med tv-værterne Jeppe og Marie, der er landskendte som formidlere til børn gennem blandt andet tv-programmet Lille Nørd. Et af budskaberne er, at malkekoen hver dag skal spise 60 kilo grønt græs, for at vi kan få hvid mælk på morgenbordet. 

Sammen med to skoleklasser besøger Jeppe & Marie en økologisk mælkeproducent for at få forklaret sammenhængen mellem græs, køer og mælk. Bagefter rejser tv-værterne ud i landet med et børneshow, hvor de gennem en leg på scenen videreformidler deres nyerhvervede viden til publikum på dyrskuerne i Roskilde, Odense, Hjørring og Herning.

Tv-udsendelsen slutter med optagelser fra showet, hvor Jeppe & Marie optræder i rollerne som henholdsvis landmand, malkeko og mejerist på Arlas Naturfestival.

De to tv-værters store evne til at inddrage børn i deres formidling af grundlæggende viden om baggrunden for mejeriprodukter gør programmet ”Hvor kommer mælken fra?” egnet som undervisningsmateriale til de mindste skolebørn.

Seneste nyt