Når forbrugerne bøjer sig ind over køledisken og leder efter kyllingekød, er salmonella ikke længere i deres tanker. I stedet prioriterer vi danske produkter og dyrevelfærd, viser en forbrugerundersøgelse fra Landbrug & Fødevarer.

”For bare to år siden var sikre fødevarer forbrugernes vigtigste parameter, når de skulle købe kylling, men det er faldet kraftigt lige siden. I stedet prioriterer flere og flere at købe dansk kyllingekød, hvor fødevaresikkerheden er implicit,” siger Malika Buhr Pedersen, analytiker i Landbrug & Fødevarer.

I 2011 var fødevaresikkerheden det vigtigste parameter for 19 procent af forbrugerne. Det var dermed det vigtigste parameter overhovedet, men siden er det faldet kraftigt til blot 13 procent i 2013. I stedet prioriterer forbrugerne nu både dansk kyllingekød, dyrevelfærd og pris over fødevaresikkerheden, når de køber kylling.

LÆS ANALYSEN Prisen betyder mindre, når danskerne vælger fødevarer

Forsker: Vi må ikke glemme salmonella helt
De nyeste tal fra DTU Fødevareinstituttet viser, at der ikke har været nogen salmonellainfektioner fra dansk kyllingekød i hverken 2011 og 2012 (ingen opgørelse for 2013 endnu). I stedet viser undersøgelsen, at salmonellainfektioner primært opstår på udlandsrejser. Og de infektioner, der trods alt opstår i Danmark, kommer fra svine- og oksekød samt fra importeret fjerkræ.

Derfor er det også helt naturligt, at danskerne bekymrer sig mindre om fødevaresikkerhed, når man ikke længere hører så meget om infektioner fra fjerkræ. Men vi må ikke helt glemme risikoen for salmonella, mener Tine Hald, forskningsleder på DTU Fødevareinstituttet:

”Vi importerer stadig fødevarer, hvor vi finder en del salmonelle i for eksempel fjerkræ. Så hvis forbrugerne ikke skelner mellem dansk og importeret kyllingekød, er der stadig en risiko for at blive smittet.”

Tine Hald mener dog, at de fleste danskere godt er klar over risikoen ved importeret kød, og at det formentlig er derfor, man ser en kraftig stigning af forbrugere, der leder efter dansk kylling i butikkerne.

”På den måde føler de både, at de får en god kvalitet og høj fødevaresikkerhed.”

LÆS OGSÅ EU-lande blokerer for dansk salmonella-sikkerhed (eksternt link)

Forbrugerne anerkender indsats mod salmonella
I Landbrug & Fødevare er chefkonsulent Mie Nielsen Blom glad for, at danskerne anerkender fjerkræbranchens arbejde for at få salmonella under kontrol.

”Der er stadig salmonella rundt om i Danmark, men vores kontrolnet er så fintmasket, at det aldrig kommer ud til forbrugerne. Det er derfor, ingen bliver syge af salmonella fra dansk kyllingekød længere.”

Mie Nielsen Blom mener derfor ikke, det er en falsk tryghed, når flere og flere danskere ikke længere bekymrer sig om salmonella.

”Men mange forbinder stadig salmonella med kyllingekød. Det er ikke noget, der sådan lige går over. Derfor har vi stadig et stykke arbejde foran os med at informere om, at den store indsats, vi har gjort de sidste mange år, nu har virket.”

 


Tagget med Fødevaresikkerhed, Forbrug, Slagteri