Kammuslinger, black cod og grønlandske rejer. Alle indgår fast i menuen hos den landsdækkende sushikæde Sticks’n’sushi, og nu får forbrugerne fremover kædens garanti for at fiskene også er fanget bæredygtigt.

Sushirestauranten bliver Danmarks første MSC-certificerede restaurant, som vil sige, at den så vidt muligt kun vil sælge bæredygtige fisk.

”Vi mener, at MSC-mærket giver tryghed og gennemsigtighed til vores forbrugere. På den måde er vi sikre på at fiskene er testede, og det er rart i en kompliceret og travl verden, hvor vi som virksomhed har mange ting at forholde os til,” siger Jakob Gaard, CSR-chef i Sticks’n’.

LÆS OGSÅ
Greenpeace: MSC er ikke lig bæredygtigt fiskeri

Tun lever fortsat ikke op til kravene

Det bliver ikke alle fisk i restauranten, der lever op til de krav om bæredygtigt fiskeri, som MSC stiller. Kammuslinger og black cod kommer til at leve op til MSC-mærket og grønlandske rejer mangler stadig, men er på trapperne. For resten af fiskene vil restauranten dog tilstræbe at købe fiskene så bæredygtigt som muligt.

”Halvdelen af vores fisk er opdrættede og MSC omfatter kun vildtfanget fisk. Men selv blandt vildtfangede arter er der flere, som er meget svære at skaffe bæredygtigt. Vi arbejder eksempelvis på højtryk for at skaffe bæredygtig tun, men der er meget få tunfiskerier i verden, der er MSC-certificerede, så det siger sig selv, at det ikke er alle, der vil kunne få den tun,” siger Jakob Gaard.

Ved de arter, hvor sushirestauranten ikke kan skaffe MSC-garantien, vil de derfor forsøge på anden måde at finde garantier for, at fiskene ikke er overfiskede og udrydningstruede.

LÆS OGSÅ
Havet skal være verdens spisekammer 

Flere danskere kender ordning

MSC-mærket blev skabt af Verdensnaturfonden i samarbejde med Unilever i 1997, og gennem lang tid kendte de fleste danskere ikke mærket. Men det er nu ligeså stille ved at ændre sig, fortæller Tine Due Hansen, kommunikations- og marketingchef i Danmark for MSC-mærket.

”Vi har fået udarbejdet en rapport, som først udkommer i slutningen af året, men den peger på at dobbelt så mange danskere ved hvad MSC-mærket står for sammenlignet med for to år siden. Dengang svarede 7 pct. at de kendte mærket. I dag er det 14 pct.,” siger Tine Due Hansen.

Hun mener, det hænger sammen med en øget interesse hos danskerne for at spise bæredygtig mad, og at mærket netop i den forbindelse er et godt pejlemærke for at spise vildtfanget fisk med god samvittighed.

LÆS OGSÅ
Knap halvdelen af alle fisk er nu opdrættet

 


Tagget med Bæredygtighed, Forbrug