Kølebrønde efter ”først til mølle”-princippet

En kølebrønd fra Daka tjener sig selv ind på fire år, hvis man har udgifter til afhentning af døde dyr for 50.000 kr årligt.En kølebrønd fra Daka tjener sig selv ind på fire år, hvis man har udgifter til afhentning af døde dyr for 50.000 kr årligt. (Foto: PR)
20. jun 2011 kl. 10:52 af Felix B. Stark

Daka er klar med en kølebrønd, som betyder, at døde dyr må ligge på køl i seks uger, før de afhentes. Landmænd, der investerer i brønden, får 30 pct. rabat på afhentningsprisen.

60.000 kr. koster en kølebrønd fra Daka, og eftersom firmaet endnu ikke ved, hvor stor interessen vil være for brøndene, vil de foreløbig blive solgt efter først til mølle princippet. Brønden er pengene værd, mener man hos Daka, som har kørt forsøg med ti forsøgsbrønde med tilfredsstillende resultater.
- Der er helt åbenlyse fordele ved en ordentlig måde at opbevare de døde dyr på, og så er der betydelige penge at spare for landmanden. En stor producent har afskrevet anlægget på et halvt år, siger seniorkonsulent Jens A. Jørgensen, som har medvirket ved udviklingen af den nye kølebrønd.
Han påpeger, at effektiv nedkøling af de døde dyr ikke kun giver Daka en bedre råvare i form af friskere dyr men også bidrager til at give et bedre image og forbedrede miljøforhold i primærlandbruget.
Daka har i dag ca. 800 leverandører, der betaler fra 50.000 kroner og opefter om året for at få hentet deres døde dyr, og for dem vil kølebrønden være betalt tilbage på højest fire år, fordi Daka giver 30 pct. rabat til landmænd, der investerer i kølebrønden.
- Vi kan give rabatten, fordi vores omkostninger til afhentning bliver mindre, og den gevinst kommer landmanden til gode, siger Jens A. Jørgensen.
Fødevarestyrelsen har netop godkendt, at de døde dyr må ligge i op til seks uger på køl i de nye brønde, inden de bliver afhentet. Det kommer ikke til at ske ret tit, påpeger Daka, men det betyder dog, at firmaet kan tilrettelægge afhentningerne af døde dyr langt mere rationelt end i dag.

Seneste nyt