Madspild bekæmpes med humor

Snobberne vil få danskerne til at smide mindre mad ud. Selv er de begyndt at give resterne til au pair pigenSnobberne vil få danskerne til at smide mindre mad ud. Selv er de begyndt at give resterne til au pair pigen (Foto: Stop Spild Af Mad)
16. jan 2012 kl. 13:13 af Thomas Hovgaard

Seneste våben i kampen mod danskernes årlige madspild på 16 mia. kr. er humor. Det er snobberne Fritz og Poul, som skal få danskerne til at ændre adfærd.

Normalt er snobberne Fritz og Poul mest optagede af overflod og dekadence, når de sidder på sejlbåden i Rungsted havn og undrer sig over, hvor sure de fattige er, men i forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mads seneste kampagnefilm er de to levemænd som noget nyt begyndt at bekymre sig om andre end dem selv. I reklamefilmen bliver Fritz og Poul enige om, at de i stedet for at smide resterne fra et overdådigt restaurantmåltid ud, vil bede om en ”doggy bag” og give den levnede mad til au pair pigen derhjemme strandvejsvillaen.
Filmen, som er produceret henover sommeren 2011, er fra alle deltagende parters side en 100 pct. frivillig og ulønnet produktion. Kampagnen skal være med til at sætte fokus på, at danskerne fortsat smider for 16. mia. kr. mad ud om året.
"Vi bakker op om det vigtige budskab og vil gerne bidrage til at sætte fokus på det store madsvineri. Det er uacceptabelt at smide 16 mia. kr. om året i skraldespanden," siger skuespilleren Martin Buch fra Rytteriet.
Den vurdering deler kollegaen Rasmus Botoft og påpeger humoren som værktøj.
"Madspild er et vigtigt og alvorligt emne. Men ved at tage humoren i brug håber vi at formidle budskabet på en overraskende måde. Den lille film skulle gerne få endnu flere danskerne til at få øjnene op for madspild," siger Rasmus Botoft.

Genistreg med snobberne
Hos Landbrug & Fødevarer, som har beregnet, hvor stort det danske madspild er, ser man Rytteriets deltagelse som lidt af en genistreg.
”Det er en ret alvorlig sag, at så meget mad går til spilde, men det er svært at få flyttet folk på det her område. Derfor er det virkelig godt set af Selina Juul (stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, red.), når hun får snobberne til at deltage. For jeg tror, at netop de to vil ramme et bredt publikum, så flere begynder at fylde maden i maven og ikke i skraldespanden,” siger chefkonsulent og forbrugerekspert i Landbrug & Fødevarer, Klaus Jørgensen.

Se filmen her

Seneste nyt