Arla til kamp mod madspild

syv pct. af hver liter yoghurt går til spilde.
(Foto: colourbox)
I dag går syv pct. af hver liter yoghurt går til spilde, fordi det er svært at få det sidste ud. Men nu vil Arla bruge nanoteknologi i kampen mod yoghurtspildet, og også andre tiltag skal sænke madspildet.
På det danske marked er Arla en af de 22 virksomheder og organisationer, der har underskrevet ”Charter om mindre madspild”, som Miljøministeriet står bag. Dermed forpligter Arla sig til at arbejde for, at Danmark kommer i første række som et land, der gør en stor indsats mod madspild. Emnet indgår i Arlas globale 2020-miljøstrategi, hvor målet er at hjælpe forbrugerne med at reducere spild af mejeriprodukter med 50 procent.
Til det formål har mejeriet foreløbig lanceret madplaner på Karolines køkken, hvor resterne udnyttes. Til en ny børneyoghurt har Arla udviklet et bæger, der er 33 pct. mindre end sædvanlige yoghurtbægre, så de passer bedre til børneportioner. Og fra efteråret lanceres tre saucer fra Arla Karolines Køkken® i en portionsstørrelse på 250 ml (i dag 500 ml), så mindre husstande har mulighed for at købe den rigtige protionsstørrelse. Også Kærgården og forskellige oste vil i løbet af året blive lanceret i mindre pakninger.
Endelig deltager mejeriet også i et nyt nanoforsknings-projekt, hvor målet er at udvikle nye slip-let emballagefolier, der kan gøre det nemt at tømme en yoghurtkarton helt. I dag går gennemsnitligt syv procent af en liter yoghurt til spilde, fordi det er svært at få den sidste rest ud af kartonen.
Læs også: L&F forpligter sig til mindre madspild
Tættere på naturen
Som underskriver af charteret skal Arla gennemføre mindst tre initiativer til at begrænse madspild i Danmark inden udgangen af 2012. Og selv om Arla som mejeriselskab er sat i verden for at sælge så mange mejeriprodukter som muligt, ser Maja Møller, der står i spidsen for initiativerne omkring madspild, ingen konflikt i, at virksomheden også arbejder på at reducere spild.
”Vi har valgt at arbejde på at mindske spild af mejeriprodukter, fordi madspild er et komplekst miljømæssigt, moralsk og økonomisk anliggende for samfundet, som vi i fødevareindustrien også skal bidrage med løsninger til. For at vi i Arla kan leve op til vores løfte om at bringe forbrugerne ”tættere på naturen”, skal vi også sikre, at vi hele tiden arbejder under klar hensyntagen til vores ressourcer, miljøet og naturen,” siger Maja Møller.
Læs også: Madspild koster danskerne 16 milliarder
Madspild på kartonerne
Arla vil desuden donere 10 kroner til FødevareBanken for hvert solgt eksemplar af en ny Karolines Køkken jubilæumskogebog, der udkommer i maj 2012. Organisationen er af Arla garanteret et minimumsbeløb på 100.000 kroner. Endelig kommer der i løbet af året tre informationskampagner med inspiration og råd til forbrugerne om at mindske madspild.
Og Arlas initiativer får ros fra foreningen Stop Spild Af Mad.
"Det glæder os meget, når store fødevareproducenter som Arla for alvor gør en indsats for at mindske madspild. Det være sig i form af at forbedre emballage, søge bedre biogasløsninger og nu med en oplysningskampagne til forbrugere. Det er vigtigt, at de største aktører i branchen går forrest og sætter et godt eksempel," siger Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.
Læs også Debat: Mindre madspild og det nye paradigmeskifte